Protozoernes fordeling over året og i vandsøjlen

Stiller vi skarpt på de algeædende dinoflagellater og ciliater, som er de vigtigste i danske farvande, vil deres årsvariation i Kattegat være nogenlunde som følger.

I vintermånederne, hvor algerne er få, er antallet af ciliater og dinoflagellater også lavt (figur 5-13). Ved algernes forårsopblomstring, øges biomassen af både dinoflagellater og ciliater. Blandt dinoflagellaterne dominerer de store (mere end 20 μm) former. Det er, fordi kun disse protozoer kan håndtere de kædedannende og børstebærende kiselalger, som dominerer i denne periode. Blandt ciliaterne er det ofte Mesodinium rubrum (figur 5-11), som bidrager mest til biomassen. Denne mixotrofe art lever af rekylalger, som også kan forekomme talrigt om foråret.

Om sommeren er mængden af alger ret lav og domineret af meget små former – her er ciliater og små dinoflagellater de mest talrige, mens de store dinoflagellater helt er forsvundet. Det skyldes, at fødegrundlaget for de store dinoflagellater er meget lille i denne periode, og at dyreplanktonet æder særlig mange om sommeren, fordi de er så talrige på denne årstid. I forbindelse med efterårets opblomstring af specielt kiselalger og fotosyntetiserende dinoflagellater øges mængden af de store algeædende dinoflagellater igen for så at aftage hen på vinteren.

Protozoerne synker ned gennem vandsøjlen som planktonalgerne (se figur 4-3). Protozoerne synker dog ikke helt ud af vandsøjlen, for deres evne til at svømme (fra 2 til 20 m per dag) sætter dem i stand til at modvirke nedsynkningen.

I en lagdelt vandsøjle er der om sommeren ofte flere ciliater og algeædende dinoflagellater i springlaget end i resten af vandsøjlen. Fænomenet skyldes formodentlig, at omrøringen i springlaget er ubetydelig, og at man i denne periode finder store mængder af planktonalger her (se Alger i springlaget og ved fronter). Dette skaber et godt fødegrundlag for øget vækst af protozoer.