Perioden Arkæikum lå i tidsrummet fra 4000 til 2500 millioner år før nu. For omkring 4000 millioner år siden var overfladen kølet så meget ned, at faste bjergarter var blevet dannet på overfladen. Man må forstille sig et hav af smeltet sten med kilometerstore flager af størknet lava flydende rundt. Når flagerne blev tilstrækkelig tunge, kunne de synke eller dykke ned under overfladen, og ved delvis opsmeltning i det varme dyb blev de atter flydende og lettere, så de kunne bryde frem som vulkanske øbuer. Et moderne eksempel på en vulkansk øbue er Japan, der for en stor dels vedkommende består af bjergarter dannet ved opsmeltning af en neddykket kontinentalplade (se Jordens kontinentalplader).
Store mængder vulkanske bjergarter flød ud fra vulkaner, der lå over varme områder i Jordens kappe, de såkaldte hotspots. Et moderne eksempel er Hawaii, der består af en række vulkaner over sådanne hotspots. Både vulkanske øbuer og vulkaner var for lette til at dykke ned. Undertiden kolliderede de og dannede derved den første sammenhængende kontinentalplade. De ældste bjergarter på Jorden stammer fra disse kollisionsblokke, og med deres dannelse startede den første tidsperiode, fra hvilken man har oplysninger om bjergarter.
Da Jorden endnu var temmelig varm i Arkæikum, strømmede de flydende masser i Jordens kappe stadig hurtigt. Da strømningerne var og er drivkraften bag omflytningen af kontinentalpladerne, førte det til hyppig kollision af de mange små plader, der efterhånden var opstået, og de blev svejset sammen til større plader. For omkring 2700 millioner år siden var pladerne blevet så store og stabile, at de første kratoner, som endnu er bevaret, var blevet dannet (figur 4-2). En kraton er en større kontinentalplade, der har holdt sig forholdsvis uændret og upåvirket af senere bjergkædefoldninger. De arkæiske kratoner indeholder hovedsagelig fire typer af hovedbjergarter. 1) Gnejs, dannet ved metamorfose af forskellige bjergarter, hvor pladerne kolliderede. 2) Grønsten, dannet ved metamorfose af gammel lava og basaltisk oceanbund. 3) Granit, dannet ved smeltning af en neddykkende kontinentalplade. 4) Gråvakke, dannet af en blanding af sand og ler, eroderet fra vulkanområder og aflejret i nærliggende havområder.
Alle kontinenter på Jorden har bevaret rester af de arkæiske kratoner, og alle indeholder stort set samme type bjergarter. Der er dog forskelle. I Canada, Australien og det sydlige Afrika ses ofte de såkaldte granit-grønstensbælter, mens der f.eks. I Grønland hyppigst ses gnejser og granitter i de arkæiske områder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.