Plantenæringsstoffer

Ud over kulstof, ilt og brint kræver planterne forskellige andre grundstoffer for at vokse og udvikle sig normalt. Disse næringsstoffer kaldes under et for mineralnæringsstoffer, fordi de fleste findes i mineraler i jorden og frigøres herfra ved forvitring. Kun kvælstof stammer næsten udelukkende fra atmosfæren (se Symbiose).

Såfremt de enkelte næringsstoffer ikke er tilgængelige for en plante i tilstrækkelige mængder, vil den udvise mangelsymptomer. Disse symptomer er forskellige alt efter, hvilket næringsstof det drejer sig om. I naturlig vegetation udviser planter sjældent mangelsymptomer. Én af grundene er, at der ikke løbende fjernes næringsstoffer fra naturlige voksesteder i samme omfang som fra dyrkede marker. En anden er, at de vilde plantearters næringsbehov er meget forskelligt, og at der som regel vil være arter, der kan klare sig med netop de næringsstofmængder, der står til rådighed. Derimod kan produktiviteten i den naturlige vegetation være begrænset af næringsstofmangel, under danske forhold oftest mangel på kvælstof eller fosfor.

De forskellige plantearters behov for de enkelte næringsstoffer belyses bedst ved laboratorieforsøg. Det skyldes, at en række næringsstoffer og andre jordbundsfaktorer på planternes voksesteder i naturen spiller sammen, altså varierer i takt eller modtakt med hinanden. I naturen kan det derfor være vanskeligt at afgøre, hvad der er årsagen til, at en plante trives eller mistrives.

Et oplagt eksempel på et sådant samspil ses mellem jordens pH (surhedsgrad) og tilgængeligheden af en række næringsstoffer (figur 3-23). pH i naturlige jorde spænder under danske forhold fra ca. 3,5 til ca. 8. Værdier så lave som 3,5 finder man i morjorde på udvasket sand, typisk på heder. Lavere værdier finder man kun under helt specielle forhold, f.eks. hvor sulfider er blevet iltet til svovlsyre som i jyske brunkulslejer og efter dræning af visse tørvejorde. Værdier højere end godt 7 finder man, hvor jorden indeholder calciumkarbonat, f.eks. på kalkskrænter, ved væld, hvor der er udfældet kildekalk, og i aflejringer af muslingeskaller på hævet havbund.

Bortset fra meget lave og ekstremt høje pH-værdier, pH 10-11, er der intet, der tyder på, at brintionkoncentrationen i sig selv har en direkte indflydelse på planterne. Derimod har pH indflydelse på en lang række biologiske processer i jorden og på forskellige stoffers opløselighed, og dermed på deres tilgængelighed for planterne. Desuden vil jorde, hvor pH er lav, have relativt få positive metalioner knyttet til kolloiderne, heriblandt flere nødvendige plantenæringsstoffer. Omvendt indeholder jorde, hvor pH er høj, mange metalioner.

Ofte opfattes pH og næringsrigdom som nærmest synonyme: jo højere pH, jo større næringsindhold. Men det er kun delvist kor rekt. Ganske vist er sure jorde næringsfattige under danske forhold, og svagt sure jorde mere næringsrige. Men i den øverste ende af pH-skalaen, fra pH 6,5 og opefter, kan visse af de nødvendige plantenæringsstoffer være til stede i tilstrækkelige mængder, men i en form, der gør dem utilgængelige for planterne. Det gælder mangan, jern og kobber, og først og fremmest fosfor, som ved høje pH-værdier er bundet som calciumfosfat.