Naturforvaltningen

FIGUR 16-9. Naturgenopretning er et vigtigt middel til at imødegå naturens tilbagegang. Fotografiet viser Geddal Strandenge (ved Limfjorden) efter naturgenopretningen i 1992. Før da var der marker, hvor der nu er vådområde (inden for den røde linje).

.

Naturforvaltningen har været inde i endnu mere omfattende forandringer end landbruget og byfunktionerne. Det var landbrugets intensivering, opsvinget i befolkningens forbrug og den dermed forbundne forurening i 1960'erne, der for alvor satte gang i miljødebatten og dermed også i diskussionen om naturens tilstand og forvaltning. Siden etableringen af Forureningsministeriet i 1971 og vedtagelsen af den første miljølov i 1973 er der sket en nærmest eksplosiv vækst på området, hvad enten det måles i antallet af ansatte, mængden af love og regulativer eller forbruget af økonomiske ressourcer.

Opmærksomheden har dog hele tiden mere været rettet mod miljøet og dettes og befolkningens sundhedstilstand, end den har været rettet mod naturen og naturpolitikkens tilstand. Dette blev der i nogen grad rådet bod på i 2000 med nedsættelsen af Wilhjelmudvalget, opkaldt efter dets formand, den tidligere konservative industriminister Nils Wilhjelm.

Den umiddelbare anledning til udvalgets nedsættelse var en anbefaling udefra. Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD), som Danmark er medlem af, havde i sin rutinemæssige årlige gennemgang af enkelte medlemslandes natur- og miljøpolitik haft Danmark oppe til evaluering i 1998. Evalueringen, som generelt faldt pænt ud i forhold til den natur- og miljøpolitik, vi havde dengang, havde dog enkelte kritikpunkter. Et af dem var, at Danmark ikke havde opfyldt den forpligtigelse til at udarbejde en strategi og handlingsplan for biologisk mangfoldighed, som man påtog sig ved at underskrive Konventionen om Biologisk Mangfoldighed i 1992. Strategien på dette som på andre områder skal indfri kravet om en bæredygtig udvikling, hvilket vil sige en udvikling, som imødekommer de øjeblikkelige behov uden at gå på kompromis med de fremtidige generationers mulighed for at sikre deres behov.

OECD anbefalede i diplomatiske vendinger, at Danmark:

  1. fortsætter med at opfylde målene fra den nationale strategi for biologisk mangfoldighed fra 1995,

  2. formulerer en egentlig national handlingsplan for naturbeskyttelse med kvantitative målsætninger og tidsfrister,

  3. integrerer hensynet til biodiversitet endnu mere i landbrugs- og fiskeripolitikken.

Strategien fra 1995, som der henvises til, havde hængt meget på Skov- og Naturstyrelsen uden den fornødne politiske opbakning ovenfra, der kunne have præciseret mål og tidsterminer, og næsten uden støtte fra de sektorer, som har en afgørende indflydelse på naturens tilstand.

Det lykkedes dog ikke for det bredt sammensatte Wilhjelmudvalg at nå frem til et overordnet mål for en bæredygtig naturpolitik i Danmark. Heller ikke kvantitative målsætninger og tidsfrister på delområder kom der mange af. Sektorintegration var, hvad fiskerisektoren angår, næppe synlig. Men på landbrugsområdet og skovområdet er det lykkedes udvalget i enighed at anbefale handlinger, der vil være meget positive for den danske naturs tilstand, hvis de udføres.

Dette er i høj grad også påkrævet, idet udvalget konkluderede: „Kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe.“ Da man således var enige om den overordnede diagnose, lykkedes det også at nå til enighed om en række anbefalinger.

Tiden havde ikke tilladt udvalget at gennemføre beregninger af, hvad der ville tabes og vindes ved de fleste af anbefalingerne. Dette blev kraftigt påpeget af den efterfølgende regering, og har været en undskyldning for, at flertallet af anbefalingerne ikke umiddelbart er blevet fulgt op.

Da der er tale om en enestående omfattende og afbalanceret analyse, og da der er tale om en minimumsanbefaling – altså hvad der i hvert fald må gøres – er der grund til at håbe, at udvalgets anbefalinger vil være retningsgivende for, hvad der sker på naturforvaltningsområdet mange år fremover. Derfor bliver de enkelte anbefalinger omtalt lidt nøjere i det følgende. Udvalget fremsatte 6 overordnede anbefalinger, der blev ledsaget af et mylder af underordnede mere konkrete anbefalinger. Et samlet overblik over anbefalingernes mangfoldighed er forsøgt i boks 16-1, hvor underoverskrifterne og mellemrubrikkerne fra rapporten er taget med under hver af de seks overordnede anbefalinger.

Boks 16-1. Wilhjelmudvalgets overordnede anbefalinger

1: Bedre beskyttelse af eksisterende natur

Naturskoven beskyttes Kystnaturen får lov at råde Klitterne slippes fri Havet beskyttes Stenrev og anden hård bund beskyttes De rene søer og vandløb værnes Naturen lettes for næringsstoffer og pesticider Bufferzoner omkring særlig sårbar natur Miljøfarlige stoffer holdes under kontrol

2: Mere natur — mere plads og bedre sammenhæng

Nationale naturområder udlægges Arealet med natur og skov forøges markant 10 % af skoven udlægges til biologisk mangfoldighed Vandet bringes tilbage i landskabet Mere natur i vandløbene Mere liv i søerne Fri dynamik fremmes Forbindelse mellem naturområderne forbedres Naturgenopretningen og fredningerne målrettes

3: Bedre grundlag for en målrettet naturforvaltning

Målretning og prioritering efter naturkvalitet Der planlægges for naturkvaliteten Naturovervågningen udvikles til et samlet program Viden om natur og naturforvaltning øges Arter og genressourcer forvaltes med omtanke Landbrugslandet planlægges

4: Fortsat styrkelse og målretning af sektorernes indsats

Fiskeri og havbrug skal være bæredygtige Skovbruget omlægges til naturnær og bæredygtig drift Landbruget gøres mere økologisk Naturplaner i jordbruget Naturhensyn i tilskudsordninger til landbruget fremmes fortsat Målretning af visse tilskudsordninger til forøgelse af arealet med halvkultur Målretning af visse tilskudsordninger til sikring af landbrugsmæssig drift

5: Bedre samspil mellem lokale og nationale interesser i naturen

Lokal deltagelse aktiveres Dialog om de nationale naturområder Kommunerne inddrages Undervisning, formidling og rådgivning om natur fremmes

6: Fortsættelse af den internationale indsats

Konventionen om biologisk mangfoldighed opfyldes Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektivet gennemføres Ønsker til udviklingen af EU's landbrugspolitik Internationalt natursamarbejde fortsættes

Det overflødighedshorn af gode intentioner, som anbefalingerne udtrykker, kan pga. deres populariserede form give et falsk indtryk af, at alt nu vil blive gjort. De enkelte underpunkter skal dog blot forstås som tekster på nogle kasser. Nogle af kasserne, f.eks. „Havet beskyttes“ er næsten tomme. Andre er der mere gods i. Når alle kasser alligevel præsenteres, er det, fordi de samlet viser noget om bredden i naturproblemerne, og hvor omfattende en indsats, der skal til, alene for at indfri det minimumsprogram, som Wilhjelmudvalget kunne enes om.

Første anbefaling i oversigten retter opmærksomheden mod de tre vigtigste områder, hvor vi endnu råder over stumper af vild og oprindelig natur: naturskoven, kysten og havet. Betydningen af at give plads til fri dynamik, dvs. naturens egne processer såsom vandløbs slyngning, kysters nedbrydning og naturlige genopbygning, understreges. Og hele fire rubrikker angår eutrofiering og miljøfremmede stoffer, som er den største og mest akutte trussel mod dansk natur.

Anden anbefaling drejer sig om naturgenopretning. Der peges på det ønskelige i at oprette nationalparker, som qua deres størrelse vil give en mere robust natur. Skovdriften skal drejes i mere naturvenlig retning, ferskvandsområderne genoprettes og de biologiske spredningsmuligheder forbedres (figur 16-9).

Tredje anbefaling er et forslag om mere bevidst prioritering. Det er det, man skal bruge mål, tidsfrister og omkostningsberegninger til. Men det forudsætter også, at man kender naturtilstanden. Derfor er naturovervågning påkrævet, og det forudsætter, at man forstår, hvordan naturen virker – hvorfor også forskning er nødvendig. Endelig efterlyses en landbrugsplanlægning, der strategisk kan tage hensyn til, hvor f.eks. husdyrbrug og naturbeskyttelse går i spænd og hvor ikke.

Fjerde anbefaling er det, der primært drejer sig om sektorintegration, dvs. det at miljøhensyn indarbejdes i erhvervene. Alle de øvrige 5 punkter har dog også noget med herom. Det er som forventet de tre primærerhverv landbrug, skovbrug og fiskeri, der er i vælten. Længst er man kommet med skovbruget, kortest med fiskeriet.

Femte anbefaling handler om, at beslutninger skal tages så nær som muligt på dem, de angår. Men da et samfunds berettigelse dybest set består i, at man i fællesskab træffer nogle beslutninger, som er til større almen gavn, end hvis de blev truffet hver for sig af den enkelte, er det klart, at der her er tale om en balance. Anbefalingen røber også forståelse for, at man kan nå et meget væsentligt skridt på vejen med formidling.

Sjette anbefaling angår den internationale afhængighed, som i stigende grad gør sig gældende (jf. afsnittet om statens svækkelse). Wilhjelmudvalget er selv en del af denne udvikling. Direktiverne fra Bruxelles spiller en stadigt mere fremtrædende rolle i den danske naturforvaltning. Og som det allerede har været understreget tidligere i dette kapitel: Udviklingen af EU’s landbrugspolitik er om ikke altafgørende så i hvert fald meget afgørende for naturen i det åbne land.

Set over en årrække er det ikke bare naturforvaltningens omfang, der er ændret. Det er også dens karakter. Seks tendenser, som i varierende grad har vist sig gennem de senere år, kan her fremhæves. Naturforvaltningen har bevæget sig:

  1. Fra udelukkende at se på det eksklusive til også at inddrage det almindelige, f.eks. fra klitheden til bylandskabet, fra højmosen til moser, heder og enge og fra rødlistede truede arter til mere almindelige arter i tilbagegang.

  2. Fra det afgrænsede til det bredere, sammenhængende, f.eks. fra snæver natur- og miljøpolitik til at se natur- og miljøpolitik som sektorintegration og bæredygtig udvikling.

  3. Fra den defensive naturbeskyttelse til den mere aktive naturgenopretning og pleje, f.eks. fra status-quo-fredninger til naturplanlægning og plejeprogrammer.

  4. Fra den nationale til den mere internationalt orienterede naturbeskyttelse med større vægt på internationale aftaler og på vores ansvarsarter og internationalt vigtige naturtyper, f.eks. vadeflader og lokaliteter langs den vestjyske trækfuglerute.

  5. Imod et noget mere differentieret syn hos myndighederne på befolkningen, der tidligere ofte blev set som en amorf masse, almenheden, hvor der i dag opereres med forskellige brugergrupper, interessenter og befolkningssegmenter.

  6. Fra ren regulering med love og regler, påbud og straf til i højere grad at satse på frivillige ordninger og aftaler truffet i dialog mellem myndighederne og mange interessenter.

Om naturforvaltningen fremover vil fortsætte ad disse seks spor, er ikke på forhånd givet. Under en borgerlig regering vil de tre førstnævnte tendenser formodentlig være mindre prægnante, mens de tre sidstnævnte i mindre grad vil være afhængige af regeringens farve.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Naturforvaltningen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig