Naturforvaltningen

Naturskoven beskyttes Kystnaturen får lov at råde Klitterne slippes fri Havet beskyttes Stenrev og anden hård bund beskyttes De rene søer og vandløb værnes Naturen lettes for næringsstoffer og pesticider Bufferzoner omkring særlig sårbar natur Miljøfarlige stoffer holdes under kontrol

Nationale naturområder udlægges Arealet med natur og skov forøges markant 10 % af skoven udlægges til biologisk mangfoldighed Vandet bringes tilbage i landskabet Mere natur i vandløbene Mere liv i søerne Fri dynamik fremmes Forbindelse mellem naturområderne forbedres Naturgenopretningen og fredningerne målrettes

Målretning og prioritering efter naturkvalitet Der planlægges for naturkvaliteten Naturovervågningen udvikles til et samlet program Viden om natur og naturforvaltning øges Arter og genressourcer forvaltes med omtanke Landbrugslandet planlægges

Fiskeri og havbrug skal være bæredygtige Skovbruget omlægges til naturnær og bæredygtig drift Landbruget gøres mere økologisk Naturplaner i jordbruget Naturhensyn i tilskudsordninger til landbruget fremmes fortsat Målretning af visse tilskudsordninger til forøgelse af arealet med halvkultur Målretning af visse tilskudsordninger til sikring af landbrugsmæssig drift

Lokal deltagelse aktiveres Dialog om de nationale naturområder Kommunerne inddrages Undervisning, formidling og rådgivning om natur fremmes

Konventionen om biologisk mangfoldighed opfyldes Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektivet gennemføres Ønsker til udviklingen af EU's landbrugspolitik Internationalt natursamarbejde fortsættes

Det overflødighedshorn af gode intentioner, som anbefalingerne udtrykker, kan pga. deres populariserede form give et falsk indtryk af, at alt nu vil blive gjort. De enkelte underpunkter skal dog blot forstås som tekster på nogle kasser. Nogle af kasserne, f.eks. „Havet beskyttes“ er næsten tomme. Andre er der mere gods i. Når alle kasser alligevel præsenteres, er det, fordi de samlet viser noget om bredden i naturproblemerne, og hvor omfattende en indsats, der skal til, alene for at indfri det minimumsprogram, som Wilhjelmudvalget kunne enes om.

Første anbefaling i oversigten retter opmærksomheden mod de tre vigtigste områder, hvor vi endnu råder over stumper af vild og oprindelig natur: naturskoven, kysten og havet. Betydningen af at give plads til fri dynamik, dvs. naturens egne processer såsom vandløbs slyngning, kysters nedbrydning og naturlige genopbygning, understreges. Og hele fire rubrikker angår eutrofiering og miljøfremmede stoffer, som er den største og mest akutte trussel mod dansk natur.

Anden anbefaling drejer sig om naturgenopretning. Der peges på det ønskelige i at oprette nationalparker, som qua deres størrelse vil give en mere robust natur. Skovdriften skal drejes i mere naturvenlig retning, ferskvandsområderne genoprettes og de biologiske spredningsmuligheder forbedres (figur 16-9).

Tredje anbefaling er et forslag om mere bevidst prioritering. Det er det, man skal bruge mål, tidsfrister og omkostningsberegninger til. Men det forudsætter også, at man kender naturtilstanden. Derfor er naturovervågning påkrævet, og det forudsætter, at man forstår, hvordan naturen virker – hvorfor også forskning er nødvendig. Endelig efterlyses en landbrugsplanlægning, der strategisk kan tage hensyn til, hvor f.eks. husdyrbrug og naturbeskyttelse går i spænd og hvor ikke.

Fjerde anbefaling er det, der primært drejer sig om sektorintegration, dvs. det at miljøhensyn indarbejdes i erhvervene. Alle de øvrige 5 punkter har dog også noget med herom. Det er som forventet de tre primærerhverv landbrug, skovbrug og fiskeri, der er i vælten. Længst er man kommet med skovbruget, kortest med fiskeriet.

Femte anbefaling handler om, at beslutninger skal tages så nær som muligt på dem, de angår. Men da et samfunds berettigelse dybest set består i, at man i fællesskab træffer nogle beslutninger, som er til større almen gavn, end hvis de blev truffet hver for sig af den enkelte, er det klart, at der her er tale om en balance. Anbefalingen røber også forståelse for, at man kan nå et meget væsentligt skridt på vejen med formidling.

Sjette anbefaling angår den internationale afhængighed, som i stigende grad gør sig gældende (jf. afsnittet om statens svækkelse). Wilhjelmudvalget er selv en del af denne udvikling. Direktiverne fra Bruxelles spiller en stadigt mere fremtrædende rolle i den danske naturforvaltning. Og som det allerede har været understreget tidligere i dette kapitel: Udviklingen af EU’s landbrugspolitik er om ikke altafgørende så i hvert fald meget afgørende for naturen i det åbne land.

Set over en årrække er det ikke bare naturforvaltningens omfang, der er ændret. Det er også dens karakter. Seks tendenser, som i varierende grad har vist sig gennem de senere år, kan her fremhæves. Naturforvaltningen har bevæget sig:

1. Fra udelukkende at se på det eksklusive til også at inddrage det almindelige, f.eks. fra klitheden til bylandskabet, fra højmosen til moser, heder og enge og fra rødlistede truede arter til mere almindelige arter i tilbagegang.

2. Fra det afgrænsede til det bredere, sammenhængende, f.eks. fra snæver natur- og miljøpolitik til at se natur- og miljøpolitik som sektorintegration og bæredygtig udvikling.

3. Fra den defensive naturbeskyttelse til den mere aktive naturgenopretning og pleje, f.eks. fra status-quo-fredninger til naturplanlægning og plejeprogrammer.

4. Fra den nationale til den mere internationalt orienterede naturbeskyttelse med større vægt på internationale aftaler og på vores ansvarsarter og internationalt vigtige naturtyper, f.eks. vadeflader og lokaliteter langs den vestjyske trækfuglerute.

5. Imod et noget mere differentieret syn hos myndighederne på befolkningen, der tidligere ofte blev set som en amorf masse, almenheden, hvor der i dag opereres med forskellige brugergrupper, interessenter og befolkningssegmenter.

6. Fra ren regulering med love og regler, påbud og straf til i højere grad at satse på frivillige ordninger og aftaler truffet i dialog mellem myndighederne og mange interessenter.

Om naturforvaltningen fremover vil fortsætte ad disse seks spor, er ikke på forhånd givet. Under en borgerlig regering vil de tre førstnævnte tendenser formodentlig være mindre prægnante, mens de tre sidstnævnte i mindre grad vil være afhængige af regeringens farve.