FIGUR 8-19. Rør af stor kambørsteorm (Pectinaria belgica), skaller af almindelig søtand (Antalis entalis) og molboøsters (Arctica islandica).

.

FIGUR 8-18. Almindelige børsteorme og bløddyr i mudderbunden. Fra venstre ses rov-børsteormen glycera (Glycera sp.), der lever i et kompliceret gangsystem, og fed børsteorm (Polyphysia crassa), der graver gange i og æder det usorterede mudder. Terebellides (Terebellides stroemi), der er omgivet af et stift, tykt mudderrør, indsamler spiselige partikler ved hjælp af de lange tentakler. Efter børsteormene ses almindelig tårnsnegl (Turritella communis), skinnende pebermusling (Abra nitida) og stor svanehalsmusling (Nuculana pernula).

.

FIGUR 8-17. Nogle muslinger, børsteorme og et krebsdyr fra sandblandet mudder. Fra venstre ses muslingerne lille knivmusling (Cultellus pellucidus), hvid pebermusling (Abra alba), skinnende nøddemusling (Nucula nitidosa) og hampefrømusling (Corbula gibba). Lige kambørsteorm (Pectinaria koreni) bygger et permanent rør af sand, mens de blege børsteorme af slægten Nephtys graver gange i bunden. Stor kommakrebs (Diastylus rathkei), der på trods af navnet kun bliver 1,5 cm lang, er også hyppig på denne bund.

.

Sandbundens muslinger

På sandbund er de almindeligste muslinger venusmuslingen (Venus striatula) og almindelig trugmusling (Spisula subtruncata). De er begge suspensionsædere, der lever nedgravet lige under bundens overflade med kun de korte ånderør stikkende op.

Venusmuslingen har tykke skaller med fine, brune striber og koncentriske furer. Den vokser langsomt og bliver flere år gammel. Den optræder fåtalligt, men konstant på sandbunden. Trugmuslingen har tynde, gullighvide, glatte skaller. Den vokser hurtigt og bliver højst to år gammel. Begge arter kan blive ca. 3 cm lange, men trugmuslingen opnår sjældent denne størrelse. Om sommeren efter at de planktoniske larver har søgt mod bunden, kan denne bogstaveligt talt være dækket af små trugmuslinger, der den første sommer opnår en længde af ca. 1 cm. De fleste bliver ædt af fisk og søstjerner inden vinteren. Da ægproduktionen er enorm, kan de få muslinger, som overlever og gyder den følgende sommer opretholde bestanden, der dog svinger meget fra år til år. Trugmuslingerne er særlig hyppige, hvor sandbunden er løs og rig på organisk materiale (figur 8-16).

Almindelig trugmusling bliver kønsmoden, når den er knap 1 år gammel, mens venusmuslingen først bliver kønsmoden, når den er mindst to år gammel. De efterstræbes begge af kamstjerner (se figur 8-24), og man skulle derfor tro, at venusmuslingerne blev ædt, inden de nåede at formere sig, mens dette ikke ville ske for de hurtigtvoksende trugmuslinger. Da trugmuslingen imidlertid har et højere stofskifte og dermed et højere iltforbrug end venusmuslingen, er den lettere at lokalisere for en kamstjerne. Man finder da også hyppigere trugmuslinger end venusmuslinger i kamstjernens mave, selv om nogle få trugmuslinger når at flygte bort over bunden.

Ikke alene er der forskel på, hvor udsatte trugmuslinger og venusmuslinger er for at blive ædt, der er også forskel på deres chance for at overleve det. Trugmuslingens højere iltforbrug betyder nemlig, at den inde i kamstjernens mave hurtigt bliver tvunget til at åbne skallerne og derved bliver fordøjet. Den langsomtvoksende venusmusling med et lavere iltbehov kan vente adskillige timer med at åbne skallerne. Det kan undertiden redde dens liv, idet en del levende venusmuslinger bliver spyttet ud igen sammen med tomme trugmuslingeskaller.

De lange, slanke suspensionsædende knivmuslinger (Ensis spp.) lever så dybt nedgravet i sandbunden, at man normalt kun får bagenden med ånderørene med i skraberen. Den indslæbte amerikansk knivmusling (Ensis americanus), der bliver op til 16 cm lang, er mere synlig, da den findes på det helt lave vand og ofte ligger opskyllet på stranden (figur 9-5).

Hvor sandbunden er særlig hård, f.eks. mellem revlerne ved Jyllands vestkyst, findes en slægtning til almindelig trugmusling, den større og mere robuste, tykskallet trugmusling (Spisula solida).

Muslinger i sandblandet mudder

Mellem den lavere beliggende rene sandbund og den dybere beliggende mudderbund findes ofte et område, hvor sedimentet består af sandblandet mudder. Her kan hvid pebermusling (Abra alba), der æder sedimentet, og den suspensionsædende lille knivmusling (Cultellus pellucidus) findes med flere hundrede individer per m2. Antallet svinger meget i løbet af året og fra år til år. Begge arter bliver kun få år gamle, og de store svingninger skyldes bl.a. variationen i den mængde, især skrubber og rødspætter æder, og i antallet af nytilkomne unge individer. Er der kun få kønsmodne muslinger tilbage ved sommerens slutning, hvor gydningen normalt finder sted, og er forholdene for de fritlevende larver ugunstige, bliver der få muslinger det følgende år (figur 8-17).

På den sandblandede mudderbund lever også hampefrømusling (Corbula gibba). Den vokser langsommere end hvid pebermusling og lille knivmusling. Den kan blive adskillige år gammel og bestanden svinger ikke så meget. Hampefrømuslingen kan optræde i enorme mængder i områder med stor næringstilførsel og dårlige iltforhold (figur 8-17).

Hampefrømuslingen angribes ligesom andre muslinger af boresnegle, men den har en bedre beskyttelse end de fleste. Inde i dens tykke skal findes nemlig et tykt spærrende hornlag, der ikke angribes af syre. Boresneglens stereotype boreproces er ikke indstillet på denne forhindring, og den afbrydes derfor ofte, når det indre hornlag nås.

Dybere nede i sedimentet kan man finde afstumpet sandmusling (Mya truncata), en slægtning til den ligeledes filtrerende almindelig sandmusling (se Livet på lavt vand). Arten lever overvejende i arktiske områder. Det afspejles i dens forplantning, der finder sted om vinteren, hvor fritsvømmende larver ellers er sjældne.

Muslinger i ren mudderbund

Glat nøddemusling (Nucula tenuis) og stor og lille svanehalsmusling (Nuculana pernula og N. minuta) er små muslinger, der lever af detritus, som indtages direkte med mundens palper. De findes især på mudderbunden, der er rig på organisk materiale. I modsætning til andre muslinger anvendes gællerne kun til respirationen. Indersiden af deres tomme skaller er perlemorsskinnende (figur 8-17 og 8-18).

Skinnende pebermusling (Abra nitida), der er en udpræget mudderbundsmusling, er ligeledes sedimentæder, men den indsamler føden ved hjælp af det ene af de to lange ånderør (figur 8-18).

Molboøsters (Arctica islandica), der som ovennævnte er suspensionsæder, er en kæmpe blandt mudderbundens muslinger (figur 8-19). Dens tykke skaller kan blive 10 cm i diameter og er på ydersiden beskyttet med et tykt, hornagtigt, sortbrunt lag (mindre individer er lysebrune og findes ofte på sandbund på lavt vand). Muslingen kan blive mere end 30 år. Dens øverste skalkant sidder et par cm nede i bunden, så de korte ånderør kan nå op i vandet. På mudderbund, f.eks. i den vestlige Østersø, kan der lokalt være over 50 individer per m2.

Molboøsters spises ikke af mennesker, men anvendes som agn. Havkatten er den eneste fisk, der kan knuse de tykke skaller. Imidlertid har man fundet molboøstersens bløddele i mellemstore torsk fanget i den vestlige Østersø. Der blev kun fundet få rester af knuste skaller, så man formoder, at torsken suger bløddelene ud, eventuelt efter først at have knust skallen på det tyndeste sted.

I det iltede sediment omkring især fin mudderslangestjernes kanaler (se Pighuder) lever den ca. 4 mm store musling mysella (Mysella bidentata) en beskyttet tilværelse. Beskyttelsen er ikke livsnødvendig, da muslingen, omend mere spredt, også kan findes på en bund uden mudderslangestjerner.

Østers

Den europæiske østers (Ostrea edulis) er en varmekrævende art, som hos os findes nær sin nordgrænse. Den lever da også især i Limfjorden og i mindre grad i Isefjorden, der adskiller sig fra andre fjorde ved, at sommertemperaturen undertiden når op over 20 °C.

Denne temperatur er nødvendig for artens udvikling. Østersen skifter nemlig køn afhængig af temperaturen og ernæringen. Under ca. 20 °C bliver hunnerne kun kønsmodne omkring hvert andet år, men kommer sommertemperaturen over 20 °C, bliver de kønsmodne hvert år. Resten af tiden virker de som hanner. Æggene befrugtes i hunnens kappehule; her bliver de indtil klækningen, hvorefter de fritsvømmende larver forlader moderen.

Østersyngel blev tidligere udsat i Limfjorden, men de senere års varme somre har gjort import af yngel overflødig.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Muslinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig