FIGUR 18-9. I mange af skovens lavninger er det stadig muligt at se spor af tørvegravning i form af små, håndgravede tørvegrave. Bøndernes Tørvemose, Gribskov.

.

Skovens moser

Mose er betegnelsen for ferske vådområder, der hverken er søer eller vandløb, og som i rigt mål indgår i skovenes stednavnestof. Forskellen på mose og kær er dog ikke entydig, og i naturbeskyttelseslovens vådområdeparagraf nævnes kær slet ikke, mens mose omfatter næsten hele registret fra rørsump til højmose og sumpskov (ofte ellemose, pilemose, askemose).

Mange af skovens moser kan være omdannet til skovenge til høslæt eller græsning.

Moser kan inddeles i lavmoser, der både får vand og mineraler fra nedbør og grundvand, og højmoser, der udelukkende forsynes gennem luften og nedbøren. En del af året kan de være mere eller mindre vanddækkede, og en nærmere beskrivelse af dem i den tilstand findes i Skovens permanente vande.

Lavmoser

I flere lavmosetyper sker der ikke tørvedannelse, bl.a. pga. den hurtige omsætning af dødt plantemateriale. I den rigeste af typerne, som findes på kalkholdig jord, findes der bl.a. flere arter af orkideer. I den sureste af mosetyperne har mosser (navnlig arter af Sphagnum, en fremtrædende plads, hvilket fører til tørvedannelse og ofte også udvikling af en flydende hængesæk. Ofte udvikler de sig pga. tørvedannelsen i retning af højmose.

Højmose

Højmosens ret artsfattige flora domineres af tørvemosser (Sphagnum) samt bl.a. hedelyng, klokkelyng, rosmarinlyng, tranebær, tue-kæruld og tue-kogleaks. Da højmosen udelukkende forsynes gennem luften og nedbøren, er den fattig på kalk og andre mineraler, og tørven er meget sur pga. de humussyrer, som de dominerende Sphagnum-mosser udvikler. Ved intakte vandstandsforhold er omsætningen forholdsvis lille og tørvedannelsen stor. På grund af den dannede Sphagnum-tørv har en højmose ofte en tydeligt hvælvet form.

Mosernes udvikling

Der har været i hundredvis af fattige lavmoser og højmoser i skovene, men langt de fleste er for længst gravet væk som tørv (figur 18-9). I dag er der vel under 50 arealer med højmosevegetation tilbage i hele Danmark. Den største og bedst bevarede er Tofte Mose på 2.300 ha i den sydlige del af Lille Vildmoseområdet, mens Skidendam i Teglstrup Hegn ved Helsingør omfatter 5-6 ha.

Flere af de fattige lavmoser undergår som nævnt en udvikling i retning af højmose. Det gælder eksempelvis Hjortesøle i Gribskov. Den har udpræget hængesæk, der flyder på vandet, og hvis kote ændrer sig i takt med vandstanden. Andre eksempler er den delvis birke- og grantilgroede Maglemose i Gribskov og Gammelmose ved Vangede nord for København. Gammelmosen blev fredet i 1844, netop for at man kunne undersøge, hvor hurtigt en afgravet tørvemose blev gendannet, og den har været fulgt siden.

Uforstyrrede højmoser er naturligt træfrie, bortset fra i randzonen. De våde lavmoser, der udvikler sig i retning af højmose, kan være træfri, men er ofte delvis tilgroede. I tørre perioder kan birk etablere sig som birkesumpskov, for atter at dø bort (drukne) i våde tider, som det omkring 2006 sås i dele af Gammelmosen.

Skovenge

Skovenge, dvs. enge omgivet af skov, er ligesom engene i det åbne land (se Det åbne land, kapitlet Moserne og de ferske enge) fugtige arealer med lav, ofte artsrig urtevegetation præget af lang tids anvendelse som rene høenge til høslæt, som græsningsarealer for husdyr – eller begge dele.

Skovenge havde stor betydning til ind i 1800-tallet, stedvist til midten af 1900-tallet. De blev anlagt ved rydning og til dels planering og udgrøftning af forholdsvis nærings- og kalkrige sumpskove (bl.a. ellesumpe og lavmoser – med efterfølgende slæt. På højbund i tilknytning til mange gamle skovenge ses flere steder spor af råstofgrave, hvor man har hentet jord for “at jorde”, dvs. tilføre mineraler til engene for at forbedre høproduktionen. Nogle enge kan i princippet række tilbage til Jernalderen eller have været inde og ude af driften flere gange. Især tidligere blev en del af træerne bevaret på arealet og indgik i driften, idet man høstede løv fra dem (se Skove med andre driftsformer).

Som hovedregel blev skovengene plantet til i løbet af 1800- og 1900-tallet – i stor udstrækning med gran, ask eller rød-el og poppel. Eller også groede de til i takt med, at driften ophørte og blev på ny til rørsump, mose, pilekrat og sumpskov – eller de opretholdt en vis åbenhed pga. naturlig, høj vandstand og vildtgræsning, som det bl.a. ses i dele af Bolderslev Skov i Sønderjylland og i Tofte Skov.

Stedvist blev driften dog opretholdt langt op i 1800- og endda 1900-tallet, bl.a. i Gribskov i Nordsjælland, hvor store arealer oprindelig blev udnyttet af det kongelige hestestutteri.

Uanset arealets skæbne vil stednavne med “hø”, “have” og “eng”, f.eks. Høvænge og Engskov, længe kunne fortælle om fortidens udnyttelse.

Skovengens plante- og dyreliv Ugødskede, gamle skovenge kan have en enestående rigdom af planter og insekter. De rummer således nogle af vore artsrigeste plantesamfund. På kalkrige skovenge i fortsat drift kan der være op til 25-50 arter af karplanter pr. m2. Stadig kan der på de fineste skovenge findes op til 20-25 arter af dagsommerfugle, bl.a. aurora og flere arter af randøjer og perlemorssommerfugle, men før 1950 kunne der findes op mod 40 arter. En stor del af de sommerfuglearter, som siden da er forsvundet fra Danmark, var netop knyttet til skovenge. Det gælder bl.a. mnemosyne, mørk pletvinge, herorandøje og terningsommerfugl.

Der er kun få bevarede skovenge med kontinuerlig høslætdrift eller maskinelt slæt, men i de senere år er driften enkelte steder, bl.a. i Gribskov, blevet genoptaget af energiske høslætlaug. Og på få år er antallet af plantearter, insekter og andre smådyr steget markant.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Moser og enge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig