Markfirben

Markfirbenet (se figur 3-15) er vidt udbredt i Danmark; det er dog forsvundet fra mange egne, og muligvis helt forsvundet fra Lolland og Falster.

Det, der begrænser markfirbenets forekomst, er først og fremmest adgangen til egnede æglægningssteder. Der skal nødvendigvis være pletter med bar eller næsten bar jord hist og her.

Markfirbenet nyder godt af de mange skrænter langs Danmarks kyster – især hvor skrænterne vender mod syd. Jordskred forekommer så tit, at der hele tiden dannes nye partier med bar jord. Desuden er der gode muligheder for spredning langs kysterne, så dyrene relativt let kan komme fra ét skræntparti videre til det næste. Også klitområder kan være gode levesteder.

Blandt de vigtigste levesteder inde i landet er lyngbakker, overdrev, grusgrave, vejkanter og jernbaneskråninger. Især jernbaneskråninger er vigtige, da de samtidig fungerer som spredningskorridorer.

Markfirben lever i kolonier, dvs. de er ikke jævnt fordelt i terrænet. Hvis man skal søge efter dem, er det derfor bedre at gennemsøge større områder overfladisk, end at undersøge mindre områder grundigt. I skrænter er det ofte muligt at se de huller, der er gravet af markfirben, men de kan være svære at skelne dem fra musehuller.

Hvert dyr har sit eget hul at bo i. Det søger sin føde i et ret snævert område omkring hullet, dvs. for det meste 10 m eller til nød 20 m borte. Dette fødesøgningsområde er en slags territorium, hvor andre dyr ikke har fuld adgang. I parringstiden har hannerne dog en større aktionsradius, for at de kan komme i kontakt med hunnerne.

Hannerne kommer frem ca. midt i april. Ca. midt i maj kommer hunnerne frem, og herefter foregår parringerne. Æglægningen foregår fra begyndelsen af juni til ind i juli, afhængigt af vejret det enkelte år. Æggene ligger i gennemsnit ved en jordtemperatur på godt 20°, og ved den temperatur varer deres udvikling 70-80 dage. Det betyder, at de klækkes fra midten af august til midten af september.

Føden består af alle mulige insekter og andre smådyr, som blot ikke må være for store til, at firbenet kan gabe over dem. I forhold til det almindelige firben, der æder relativt små byttedyr i stort antal, er markfirbenets bytte relativt få og store dyr. De vigtigste fødeemner er som regel græshopper, sommerfuglelarver og biller (tabel 12-1).