FIGUR 5-36. Nedbrydningsforløb for kokasser med og uden gødningsinsekter. De insektfri kokasser var dækket med små telte af fintmasket nylon de første 6 dage, således at insekter ikke havde adgang. Derefter kunne teltene fjernes, idet kokassen nu var for gammel til at blive invaderet af gødningsinsekter. Den tilbageværende gødningsmængde er angivet i % af mængden i den helt friske kokasse. Forsøget blev startet den 1. august. Kokasser med insekter var totalt forsvundet efter mindre end 2 måneder.

.

FIGUR 5-31. Møgkæren Sphaeridium scarabaeoides kendes bl.a. fra de fire andre danske møgkærarter på den velafgrænsede, lysende røde plet på dækvingen. Længde ca. 6 mm.

.

FIGUR 5-32. Rødbenet møgbille er meget almindelig fra midten af juli til begyndelsen af september. Venstre antenne (følehorn), hvis yderste led er stærkt udvidede, ses klart. Antennerne er lugteorganer, som bruges til at opspore frisk gødning, når billerne flyver rundt om natten. Længde 10-13 mm.

.

FIGUR 5-33. Markskarnbasse (Geotrupes spiniger) er en af de største af vore 5 skarnbassearter. Ligesom hos rødbenet møgbille (figur 5-10) er de kølleformede antenner (følehorn) på hovedet effektive lugteorganer, som bruges til at finde gødningen. Individets længde er 2,3 cm.

.

FIGUR 5-34. Gul gødningsflue (= almindelig møgflue). Han (øverst) og hun i parring på en frisk kokasse. Hannen har kraftig, gul behåring og er normalt væsentligt større end hunnen. Længde af han (hoved + krop) ca. 10 mm.

.

FIGUR 5-35. Den store gødningsflue Mesembrina meridiana kendes let på vingernes orange basis. Sensommer og tidligt efterår er højsæson for denne flue. Længde (hoved + krop) ca. 12 mm.

.

Opretholdelse af græsland kræver som nævnt græsning af kreaturer, heste eller får. I intensivt græssede områder kan kreaturer æde en betydelig del af den overjordiske planteproduktion, og det meste af dette returneres som kokasser. Heri bindes en stor mængde næringsstoffer og organisk stof. Kokassernes rige og højt specialiserede insektliv bidrager til, at gødningen hurtigt nedbrydes, så næringsstofferne igen frigøres og blive optaget af planterne. Mere herom i afsnittet om ernæring og nedbrydning.

Kokassens biller

I godt sommervejr vil en nylagt kokasse på få timer blive dækket af en størknet skorpe, som giver resten af kokassen og dens beboere en vis beskyttelse mod hurtig udtørring – og mod druknedød ved en kraftig tordenskylle.

Ofte er skorpen dog gennemhullet af lidt aflange, ca. 4 mm brede huller. De skyldes nogle afrundede, 5-6 mm lange biller (figur 5-31), oftest med gullige pletter på dækvingernes bagende, som lander på den friske kokasse.

Efter at have pilet lidt rundt på overfladen borer de sig lynhurtigt ned i gødningen og frembringer derved hullerne. Dyrene er møgkærer (Sphaeridium), medlemmer af familien vandkærer som ellers er vanddyr. Men møgkærerne „svømmer“ altså rundt i frisk, våd gødning. De voksne biller er gødningsædere, mens larverne er rovdyr, som især æder de fluelarver, der også lever i kokassen. Herved kan de reducere antallet af fluer, som generer kreaturerne.

I bunden af kokassen lever en anden billeart. Det er en sortbrun, ca. 1 cm lang torbist, fra samme gruppe som skarnbasse og oldenborre. Nok bevæger den sig lidt langsommere end møgkæren, men den graver sig alligevel yderst effektivt gennem både gødning og jord med sine kraftige forben. Arten hedder rødbenet møgbille (Aphodius rufipes, figur 5-32), og den er medlem af den store slægt Aphodius (møgbiller), hvorfra der godt kan være yderligere 3-4 arter i samme kokasse.

Den rødbenede møgbille flyver ud til frisk gødning om natten og trænger ind nede ved jordoverfladen uden at efterlade et synligt hul. Æggene lægges i jorden lige under kokassen, og både voksne biller og larver æder gødning.

Måske er der også andre torbister. Især sent på sommeren ses undertiden noget opgravet jord ved randen af kokassen. Under skorpen er meget af gødningen forsvundet, og et stort rundt hul i jorden med en diameter på ca. 1,5 cm afslører, hvor den er blevet af. For enden af den måske 10-30 cm dybe tunnel, som jorden kom fra, finder vi den skyldige: en stor, 2-2,5 cm lang, sortblå skarnbasse (figur 5-33) – en imponerende gravemaskine! Faktisk er der ofte både en hun og en han, som sammen laver en tunnel med 5-10 sidegange.

I enden af hver sidegang lægges et æg, hvorefter gangen fyldes op med gødning. Herved kan et flittigt ynglepar nedgrave 500-700 g gødning, undertiden endda endnu mere. Det svarer til ca. halvdelen af kokassen. Til sidst fylder de voksne biller tunnelen med jord og forlader stedet. Larverne lever af de nedgravede forråd og er godt beskyttet dybt nede i jorden, hvor de også forpupper sig.

Denne underjordiske levevis er ikke hovedreglen blandt gødningsbiller i det kølige Danmark, men dominerer ganske i subtropisk og tropisk klima. Dér må gødningen straks graves ned for ikke at tørre ud og blive ubrugelig som føde. Det er derfor ikke noget tilfælde, at de ret få danske tunnelgravende gødningsbiller, inklusive de fleste af vores skarnbasse-arter, især findes i solvarmt græsland. Desværre er græslandets skarnbasser i stærk tilbagegang. Som nævnt under omtalen af rødlistede arter (boks 5-1) kendes den præcise årsag ikke. Men måske er arealerne med helt permanent græsning bare blevet for få og små? Skarnbasserne i et givet område forsvinder nemlig, hvis det bare ét år ikke græsses af dyr, som laver store gødningsklatter, dvs. kvæg eller heste. Det kan f.eks. hænde i forbindelse med et ejerskifte. Og hvis græsningen senere genoptages, kan den nærmeste overlevende skarnbassebestand være så langt væk – og eventuelt også være så lille – at biller herfra simpelthen ikke finder og koloniserer området, selv om de kan flyve. I så fald er der sket en varig, lokal udryddelse af skarnbasserne.

Kokassens fluer

Foruden biller vil der normalt også være fluelarver i en kokasse. Igen kan det dreje sig om mange forskellige arter, og individantallet er undertiden meget højt. Da langt de fleste fluelarver er gødningsædere, kan der være hård konkurrence om både plads og føde. I varmt vejr klarer nogle dette ved at gennemføre væksten på kun 5-6 dage, inden mere sløve arter overhovedet er ude af starthullerne.

Nogle af fluerne kan som nævnt genere kreaturerne. Det gælder den blodsugende lille stikflue (Haematobia irritans). Mange andre arter er derimod helt harmløse og gør endda nytte, idet larverne fremmer kokassens nedbrydning. Kun to eksempler skal nævnes.

Om foråret og efteråret er der ofte på overfladen af helt friske kokasser et stort antal fluer med kraftig gul behåring (figur 5-34). Hannerne af disse gødningsfluer (Scathophaga stercoraria) er større og mere pelsklædte end hunnerne, som let overses. De fleste har nemlig en han siddende ovenpå, dels for at parre sig og dels for at forhindre andre hanner i at gøre det. Æggene lægges i kokassens overflade, hvor de fastholdes af en lille krave, så de ikke synker ned i den friske, iltfattige gødning og drukner. Til gengæld er de lette at finde, og undertiden trækker rovbiller dem op, ét for ét, og æder dem. Andre fluearter beskytter deres æg ved at stikke dem dybere ned i gødningen, så de ikke ses ovenfra. Den øverste ende af et sådant æg er forlænget til en ganske tynd snorkel, som når op til overfladen og forsyner ægget med ilt. Når Scathophaga-larven klækkes, borer den sig længere ind i kokassen, og her lever den af gødningen.

Den nødvendige ilt får den unge larve formentlig især fra tunneler, som er boret af større insekter, f.eks. møgkærer, og som har forbindelse til kokassens overflade. I solskinsvejr fordamper i øvrigt en stor del af gødningens vandindhold i løbet af få dage, og så bliver der flere hulrum med luft, herunder også ilt, i kokassen. Det letter givetvis respirationen for mange gødningsinsekter, bl.a. fluelarver.

En anden karakteristisk flue er den store, sorte Mesembrina meridiana med orange vingebaser (figur 5-35). Man kan ofte se den sidde og sole sig på hegnspæle eller træstammer. Modsat næsten alle andre fluer producerer hunnen kun 3-6 meget store æg. De lægges i friske kokasser, ét ad gangen og med flere dages mellemrum. Ægget klækkes omtrent samtidig med, at det bliver lagt, hvorved den store larve faktisk fødes direkte ned i gødningen. Det giver en konkurrencefordel, idet den med det samme kan æde og vokse. Den gule larve bliver kokassens største fluelarve, mindst 2 cm lang i udvokset stand. Føden er gødning, som dog sidst i udviklingen undertiden suppleres med små fluelarver.

Gødningsinsekternes føde og betydning for kokassens nedbrydning

Hvad lever de mange gødningsædere egentlig af? Den vigtigste bestanddel i f.eks. komøg er plantefragmenter, hovedsageligt bestående af cellulose og lignin, som selv koens effektive fordøjelse ikke kunne klare. Det er også hård kost for andre dyr. Men imellem alle disse plantestykker ligger ganske små partikler, især bakterier og døde tarmceller, som er fortrinlig ernæring.

Derfor fungerer de højt specialiserede munddele hos både fluelarver, voksne torbister og møgkærer i princippet ens. Først frafiltreres alle større partikler, dvs. langt de fleste ufordøjelige planterester. tilbage bliver helt små partikler, ofte med mindre diameter end 0,02 mm, plus vand, som typisk udgør ca. 90 % af frisk komøg. Det meste af vandet presses væk igennem en ekstremt fintmasket sigte på munddelene og spyttes ud, og kun de små, letfordøjelige partikler indtages. Derimod æder møgbillelarverne af slægten Aphodius alt, hvad de kan gabe over, og kompenserer så for en ineffektiv fordøjelse ved at indtage enorme mængder møg.

I betragtning af denne ernæringsbiologi kan det ikke overraske, at insekterne kun fordøjer og optager en beskeden del af det organiske materiale, som f.eks. en kokasse består af. Alligevel er disse dyr vigtige for gødningens nedbrydning, hvilket illustreres af et forsøg (figur 5-36). Her blev „normale“ kokasser og kokasser, hvorfra insekter var holdt væk, sammenlignet med hensyn til, hvor hurtigt gødningen forsvandt. Efter 35 dage var der stadig omtrent 60 % tilbage af gødningen i de kokasser, der ingen insekter husede, mens der kun var 20 % tilbage i de andre med normal insektfauna. Der var ingen skarnbasser, så deres nedgravning af store gødningsmængder fra „insektkokasserne“ bidrog ikke til insekternes virkning.

Årsagen til insekternes betydning skal dels findes i de gange, de graver igennem gødningen, og dels i det forhold, at de „behandler“ store mængder gødning i deres munddele. Begge forhold gør materialet langt mere attraktivt for regnorme – formentlig fordi det bliver mere løst og luftigt. Dette er yderst vigtigt, idet kokassers nedbrydning først og fremmest skyldes, at de bliver ædt af regnorme. Jo flere regnorme, der strømmer til en kokasse, og jo før de kommer, jo hurtigere forsvinder den.

Gødningsinsekterne vigtigste økologiske betydning er altså indirekte. De gør gødningen mere indbydende for regnorme, som så står for hovedparten af nedbrydningen.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Livet i gødning - en sag for specialister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig