De fleste, vigtige danske lindeskove og lindeskovsforekomster er op gennem 1900-tallet blevet fredet eller sikret på anden måde mod rydning. Flere, ofte ret små lindeskovsrester vil kunne bevare deres naturværdier og karaktertræk i fremtiden, navnlig hvis linden kan bevare sin andel af skoven og forynge sig i tilstrækkeligt omfang, vegetativt gennem basalskud og lejlighedsvis med frø.

Det ser umiddelbart ud til at gå udmærket i bl.a. Draved Skov og Bolderslev Skov, men i flere andre skove er en tæt underskov af ahorn og bøg med til at begrænse lindeopvækstens muligheder. De gamle linde, der i flere tilfælde har rundet de 200 år, ser dog ud til at kunne holde et godt stykke tid endnu.

Selv om konkurrencen fra bøg og ahorn er tiltaget i flere skove, ser linden ud til fortsat at bevare fodfæstet. Klimaændringerne med højere temperaturer og mindre sommernedbør, dvs. mere tørre somre, vil muligvis kunne forbedre lindens frøsætning og dermed dens mulighed for fjernspredning og ekspansion.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Lindeskovens fremtid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig