Landbruget og EU

Fra 1990 til år 2000 faldt jordbrugsarealet med 5 %. Frem til 2010 forventes afgivelsen at øge til knap 6 %. Forholdet mellem landbrugsarealet og naturarealet er mere komplekst. Overvejende har der her været tale om, at naturarealer og halvnaturarealer er taget ind til landbrug. Men nu er forholdet ved at vende, idet videre inddragelse af halvnaturarealer er bremset eller helt stoppet, og naturgenopretning og skovrejsning på tidligere landbrugsjord har haft stigende betydning. I hvilken udstrækning de vil få det fremover, afhænger dog af, hvad der sker på det internationale niveau – især inden for EU’s landbrugspolitik, som påvirker landbrugets og naturens udvikling på helt afgørende områder.

I EU’s landbrugspolitik skal landbrugets, forbrugernes og landdistrikternes interesser gå op i en højere enhed. Oprindeligt, dvs. efter anden verdenskrig, var formålet at sikre fællesskabets selvforsyning med fødevarer. Det lykkedes så godt, at man senere måtte kæmpe med en voldsom overproduktion, udgifter til oplagring, subsidieret eksport til dumpingpriser og destruktion af uafsættelige produkter.

Denne udvikling medførte frem til midten af 1980'erne ikke kun store udgifter, men gav også store miljø- og naturmæssige belastninger. Det skete i form af øget anvendelse af kunstgødning og pesticider og hvad deraf følger, samt hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, nedlæggelse af småbiotoper og hvad der ellers fulgte med landbrugets industrialisering i disse år (se f.eks. figur 16-5).

Hertil kom stigende problemer med fødevaresikkerheden – Salmonella-forgiftning, pesticidrester på fødevarerne, kogalskab samt nye vilkår for gamle kendinge som mund- og klovsyge og svinepest. Også etiske problemer i forbindelse med dyrevelfærden i industrielt husdyrhold og forbrugernes modstand mod genmodificerede organismer (GMO'er) i landbruget har presset for en reform.

I 1992 kom den såkaldte MacSharry-reform. Den indebar bl.a. en braklægningsordning som betingelse for, at landmændene fortsat kunne modtage støtte til en række produkter, herunder korn. Endvidere blev det besluttet over en årrække at overføre penge fra kassen med produktionsstøtte til ordninger, der direkte betaler landmanden i forhold til landbrugsarealets størrelse eller i forhold til hans villighed til at omlægge hele eller dele af sin jord til mere natur- og miljøvenlige driftsformer.

Forsyningssikkerhed, overskudslagre, natur- og miljøproblemer, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og udvikling af landdistrikterne har altså været drivkræfter bag udviklingen af den fælles landbrugspolitik. Hertil kommer hensynet til EU’s budget ved udvidelsen af fællesskabet med indtil videre 10 nye medlemmer og presset fra forhandlingerne inden for Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Den udvidelsesproces, der er påbegyndt, vil, når den føres til ende, umiddelbart fordoble arbejdsstyrken inden for EU’s landbrug, og øge arealet med 43 %. Antallet af brug vil mere end 4-dobles, idet der i de nye lande er mange små selvforsyningsbrug med lav produktivitet og lav indtjening. Det er klart, at en udvidelse med uændrede støtteregler ville sprænge EU’s budgetter. Derfor har hele udvidelsesprocessen været ledsaget af diskussioner om, hvorledes man kan undgå, at det samlede landbrugsbudget stiger. Ud over en beslutning om, at de nye medlemslande først kan modtage fuld landbrugsstøtte efter en længere årrække, er det en fortsættelse af MacSharry-reformens nedskæringer på produktionsstøtten og øgning af direkte udbetalinger, der sammen med stigende satsning på fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, miljø og distriktsudvikling står på tapetet.

I landbruget diskuteres udviklingen af det, der betegnes som det multifunktionelle landbrug. Det er et landbrug, der ud over de traditionelle landbrugsprodukter også leverer „produkter“ i form af særlige hensyn til dyrevelfærd, natur- og miljøinteresser, f.eks. ekstensiv afgræsning af enge og overdrev, beskyttelse af grundvandsindvindingsområder og oprettelse og vedligeholdelse af forbedrede adgangsforhold. Det har den begrundelse, at det kan være måden, hvorpå en landbrugsstøtte kan fortsætte uden at det krænker målene inden for WTO om at fjerne al subsidiering af traditionel landbrugsproduktion.

Det er dog uvist, i hvilket omfang denne ændring af kursen vil lykkes for det enkelte landbrug. En anden udvikling kan derfor være, at specialiseringen fortsætter, så det ikke bliver landbruget, men ikke-landbrugere, f.eks. myndigheder og hobbyfarmere, der kommer til at varetage de nye funktioner. I stedet for et multifunktionelt landbrug får vi da et multifunktionelt landskab (figur 16-6).