Neogenperioden spænder over tidsrummet fra 23 til 2,5 millioner år før nu og inddeles i de to epoker Miocæn og Pliocæn. Ofte benyttes det gamle navn Tertiær som en fællesbetegnelse for Palæogen og Neogen.
I stort set hele Palæogen var det danske område hav, og først i den følgende periode, Neogen, blev store områder igen tørt land. Kystlinjen rykkede dog frem og tilbage hen over det danske område (figur 11-2). Fordelingen af land og hav var stærkt styret af klimasvingninger og jordskorpebevægelser (figur 11-1). Klimaet har varieret mellem subtropisk og tempereret, det var fugtigt, og nedbøren faldt overvejende om sommeren. Storme var hyppige i Nordsøområdet.
Både temperaturen og det globale havniveau steg generelt op igennem Tidlig Miocæn og kulminerede tidligt i Midt Miocæn, hvor havet for alvor trængte ind over det danske område. I Sen Miocæn var der et koldere globalt klima. Det medførte et fald i det globale havniveau, da havvandet blev bundet i iskapper. Men det skete ikke i Nordsøområdet, hvor jordskorpebevægelser skabte en markant indsynkning af Nordsøbassinet, så havoverfladen ikke faldt i forhold til landet.
De mest markante jordskorpebevægelser i Nordsøbassinet foregik i Midt og Sen Miocæn. Men jordskorpebevægelser allerede i Oligocæn fik stor betydning for aflejring af de neogene sedimenter. Særlig vigtigt er de trugstrukturer, der blev dannet på Ringkøbing-Fyn Højderyggen. De større floder, som kom fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold, blev f.eks. styret ned gennem Brande Truget (se Udviklingen i det danske område).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.