Neogenperioden spænder over tidsrummet fra 23 til 2,5 millioner år før nu og inddeles i de to epoker Miocæn og Pliocæn. Ofte benyttes det gamle navn Tertiær som en fællesbetegnelse for Palæogen og Neogen.
I stort set hele Palæogen var det danske område hav, og først i den følgende periode, Neogen, blev store områder igen tørt land. Kystlinjen rykkede dog frem og tilbage hen over det danske område (figur 11-2). Fordelingen af land og hav var stærkt styret af klimasvingninger og jordskorpebevægelser (figur 11-1). Klimaet har varieret mellem subtropisk og tempereret, det var fugtigt, og nedbøren faldt overvejende om sommeren. Storme var hyppige i Nordsøområdet.
Både temperaturen og det globale havniveau steg generelt op igennem Tidlig Miocæn og kulminerede tidligt i Midt Miocæn, hvor havet for alvor trængte ind over det danske område. I Sen Miocæn var der et koldere globalt klima. Det medførte et fald i det globale havniveau, da havvandet blev bundet i iskapper. Men det skete ikke i Nordsøområdet, hvor jordskorpebevægelser skabte en markant indsynkning af Nordsøbassinet, så havoverfladen ikke faldt i forhold til landet.
De mest markante jordskorpebevægelser i Nordsøbassinet foregik i Midt og Sen Miocæn. Men jordskorpebevægelser allerede i Oligocæn fik stor betydning for aflejring af de neogene sedimenter. Særlig vigtigt er de trugstrukturer, der blev dannet på Ringkøbing-Fyn Højderyggen. De større floder, som kom fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold, blev f.eks. styret ned gennem Brande Truget (se Udviklingen i det danske område).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.