Kunstig tilgang og afgang af søer

Før afvanding af Møllesø i Lille Vildmose i 1760 var der gennemført yderst få afvandinger af søer i Danmark. Teknologien og behovet manglede ganske simpelt. Men da overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, Danmarks mægtigste mand i tiden, som bestyrer af Danmarks rige for den dybt alkoholiserede enevældige konge, Frederik V, fik foræret Lille Vildmose lige øst for et af hans store godser, Lindenborg, fulgte der en forpligtelse med gaven til gengæld for 20 års skattefrihed. Mosen skulle kultiveres. Der fulgte også en tilladelse til at afvande de fire større søer i mosen, Birkesø, Møllesø, Lillesø og Toftesø. I 1760 blev Møllesø så afvandet, og det igangsatte den første større afvandingsbølge af søer og kystområder i Danmark.

I 1796 blev de første afvandingskanaler gravet ved Søborg Sø i Nordsjælland, øst for Esrum Sø. I 1852 indledtes afvandingen af Jyllands største sø, Filsø i SV Jylland tæt på Vesterhavet og 13 km² nyt agerland dukkede op, da søens vandstand blev sænket fra 5,3 til 2,2 m.

Siden er det gået slag i slag ud over hele landet. Dog med større intensitet i de perioder, hvor Staten dækkede de fleste omkostninger og tilbød særligt profitable lån. I alt gennemførtes der over 200 større afvandinger af søer. Og i løbet af de næste 100 år afvandede man alle større søer i Vendsyssel; f.eks. Gårdbo Sø på 770 ha syd for Råbjerg Mile, Ingstrup Sø på 265 ha og Kettrup Sø på 80 ha i klitterne syd for Løkken. På Mors forsvandt Hundsø på 126 ha og Legind Sø på 69 ha. I Thy afvandedes Sjørring Sø på 850 ha, og i Himmerland syd for Løgstør afvandes Vilsted Sø på 303 ha. Lægger man dem alle sammen, bliver det til omkring 50 søer over 10 ha alene i Nordjylland. Elleve af dem har man igen sat vand på i de allerseneste år, fordi det ikke mere kunne betale sig at dyrke jorden.

Billedet er det samme i landets øvrige egne. I Midt- og Vestjylland foregik der også omkring 50 større afvandinger af søer. Ni af søerne er igen sat under vand. I Sydjylland blev der afvandet lidt under 30 større søer, hvoraf ni er sat under vand igen. I hele Jylland er der altså afvandet omkring 130 større søer over 10 ha, og omkring 30 er igen sat under vand.

Den største og mest sagnomspundne af dem alle er Filsø, som oprindeligt var på 2000 ha og dermed Danmarks næststørste sø (se Kampen om vandet og de følgende afsnit). Den husede oprindeligt en overordentlig rig og vidt udbredt vegetation bestående af fattigbundsplanter i Søvig Sund mod sydøst i søen, bl.a. sylblad, som i dag kun har en lokalitet tilbage i landet og anses for kritisk truet. Filsø havde et meget rigt fugleliv, som er gengivet i utallige malerier af den berømte fuglemaler Johannes Larsen. Han tog hvert år ophold på Henne Kro tæt ved søen for at male og gå på jagt, indtil søen endegyldigt blev afvandet i 1951.

I 1990’erne blev der etableret en industriel svineproduktion på arealet, som efterhånden blev urentabel i takt med, at jorderne blev mere vandlidende. I 2011 blev området opkøbt af Aage V. Jensen Naturfond for et ukendt trecifret millionbeløb med henblik på et genoprette søen og omgivelserne som nationalt naturområde for danskerne. I efteråret 2012 blev små 1000 ha atter sat under vand her.

Den store fortælling om afvandingerne i Danmark, som er mere omfattende end i noget andet land, er fortalt af miljøjournalisten Kjeld Hansen i bøgerne „Det Tabte Land“ (fra 2008) og „Folk og Fortællinger“ (Jyllandsbindet fra 2011). Det er som at læse en kriminalhistorie om, hvordan de små lodsejere og naturinteresserne gang på gang blev fuppet eller kørt over af spekulanter, godsejere og Hedeselskabet i uskøn forening (se Kampen om vandet og de følgende afsnit). Staten betalte, Landbrugsministeriet var en logrende medspiller, og Hedeselskabet fik lov til at foreslå og udvælge projekterne, projektere arbejdet og endog stå for afvandingerne i praksis samt til slut fungere som tilsynsmyndighed. En så overvældende sammenblanding af interesser åbenbares, at man har svært ved at forstå, at det kunne foregå upåagtet årti efter årti i Danmark.

Allerede i 1918 anlagde man Tange Sø ved at opdæmme Gudenå og Vandkraftsøen ved at opdæmme Storå ved Holstebro, begge med henblik på elektricitetsproduktion. Senere er andre nye søer dannet kunstigt, f.eks. er Saltbæk Vig blevet til Vestsjællands største sø, ved at man byggede en beskyttende dæmning ud mod Sejerøbugten.

I de seneste årtier er der udgravet en del nye søer, ligesom der er fyldt vand i flere tidligere tørlagte søer. Mens antallet af nye vandhuller skal tælles i tusinder, ligger antallet af nye og genetablerede søer som tidligere omtalt omkring 100, altså lidt under det halve af det antal, der er forsvundet ved kunstig afvanding. Spørgsmålet rejser sig derfor: Hvorfor har man genoprettet og skabt nye søer, og hvad har udbyttet været?

Visse nye søer er blevet genoprettet eller nyetableret for at nedsætte næringstilførslen til særligt værdifulde søer. Langs Pøleåen fra Hillerød til Arresø er der således blevet etableret tre nye søer for at nedsætte Arresøs fosforbelastning ved at give mulighed for udfældning af fosfor i bunden af de tre nye søer. Yderligere en ny sø er etableret i oplandet til Arresø, og én er planlagt (figur 1-10). Hovedmålet har været at reducere den årlige fosforbelastning af Arresø med mindst 6 tons. Det nåede man i de første år, men tilbageholdelsen er næppe stabil og permanent (se tabel 1-5). Efter at Frederiksborg Amt blev nedlagt i 2004 og miljøtilsynet reduceret, er det uklart, om fosfortilbageholdelsen lever op til målet. Søernes fugleliv og rekreative værdier er til gengæld store (se Søernes fugle og pattedyr og de følgende afsnit).

En del nye søer er skabt af rekreative hensyn (figur 1-11). Det gælder f.eks. Fuglsang Sø ved Herning samt Egå Engsø og Årslev Engsø ved Århus. Der er mange gode intentioner ved genopretning og nyetablering af søer. Men man kan imidlertid beklage, at der sjældent er gjort forsøg på at optimere søernes design med henblik på f.eks. det rigeste fugleliv eller den størst mulige tilbageholdelse af fosfor. Man har heller ikke systematisk fulgt søernes biologiske eller miljømæssige kvalitet, så det er sjældent muligt præcist at vurdere: Hvordan gik det i grunden? Derfor er det svært at uddrage positive eller negative erfaringer med henblik på at gøre det helt rigtige næste gang eller rette op på en ikke-optimal udvikling i allerede retablerede søer.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Kunstig tilgang og afgang af søer.

• Forrige afsnit er Vandløbs og søers naturlige udviklingshistorie
• Næste afsnit er Mennesket og de ferske vande