Karbon

FIGUR 8-5. Øverst ses resultatet af en seismisk undersøgelse (et seismisk profil) fra Kattegat, der er fremkommet ved, at lydbølger er reflekteret fra de forskellige lag i jorden. Nederst ses en tolkning af profilet og placeringen af boringen Hans-1. Boringen når ned i det senkarbone lag, og de opborede sedimenter viser, at der var hav i dele af det danske område i Karbon.

.

FIGUR 8-6. I Karbon var alle Jordens kontinenter ved at blive samlet i et superkontinent, Pangæa. Det blev dannet, da kontinenterne Laurasia og Gondwanaland stødte sammen. Det danske område kom nu til at ligge ved Ækvator.

.

I løbet af perioden Karbon blev der dannet en øst-vest-gående bjergkæde i det sydlige Tyskland ved navn Den Variskiske Bjergkæde (kapitlet De globale begivenheder). Bjergkæden blev foldet, da det store kontinent Gondwanaland fra syd stødte sammen med Laurasia, der lå omkring Ækvator. Ved sammenstødet blev superkontinentet Pangæa dannet (figur 8-6).

Under bjergkædens opfoldning blev jordskorpen nord for bjergene presset ned. I det bassin, der herved opstod, og som passende kan kaldes Det Variskiske Forlandsbassin, blev der aflejret tykke lag af sedimenter, der blev nedbrudt fra den nye bjergkæde. Bassinet strakte sig fra det centrale England over Holland, Belgien og det centrale Tyskland til det sydlige Polen. Det danske område befandt sig i den nordlige udkant af dette bassin, men var fortsat tørt land.

Under kontinentalpladernes sammenstød rykkede Laurasia sig nordover, og det danske område bevægede sig derfor gradvist hen over Ækvator, fra den sydlige til den nordlige halvkugle. Det tropiske klima skiftede som følge deraf gradvist fra varmt og tørt til varmt og fugtigt. Det førte til udstrakte sumpskove i kystområderne med fremvækst af de første træer. Træerne kan i dag findes omdannet til kulforekomster i de kendte mineområder i Polen, Tyskland, Belgien, England og Wales. Det danske område lå uden for områderne med sumpskove, så de store kulforekomster kan ikke findes i Danmark.

De første løvfældende træer begyndte også at vise sig. Det skyldtes en klimaforværring, som gav nedisninger på den sydlige halvkugle, hvor Gondwanaland befandt sig. Det køligere klima var egnet til, at der kom løvfældende træer.

I Tidlig Karbon var Det Variskiske Forlandsbassin dækket af hav, hvor der blev aflejret kalk og ler i de centrale og sydlige dele. I slutningen af Karbon blev bassinet hævet, så området blev et varmt og tørt landområde.

En række fund kan tyde på, at havet i Tidlig Karbon også har dækket dele af det danske område. Man har f.eks. fundet et 562 m tykt lag af havaflejrede sandsten, siltsten, lersten og vulkanske bjergarter i en isoleret forekomst i Hans-1-boringen i Kattegat (figur 8-5), og ved Ørslev på Falster er der fundet en 523 m tyk lagserie fra Tidlig Karbon. Det er havaflejringer, der består af skifre og lersten med kulstykker, der veksler med grå kalksten. I kalkstenene er der fundet koraller, søliljer, muslingekrebs og brachiopoder. Det tyder på, at kalkstenen stammer fra et koralrev, der lå langs en tropisk kyst. Marine lag fra Sen Karbon er også fundet ved Oslo. De synes ikke at være aflejret i et isoleret hav i Osloområdet, men derimod i et hav, der kan have strakt sig ned i det danske område.

Det er svært at afgøre, hvordan landjorden i det danske område så ud i Karbon. I den danske del af Nordsøen, nærmere bestemt i Central Graven, er der i 2 boringer fundet flodaflejringer fra Tidlig og Sen Karbon. Det drejer sig om henholdsvis 192 og 530 m tykke lag af skifer, sandsten og siltsten med kulstykker. De samme lag er fundet i den britiske del få kilometer uden for dansk område. Der må derfor have løbet floder i det danske område forholdsvis tæt ved den gamle Kaledoniske Bjergkæde.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Karbon.

  • Forrige afsnit er Devon
  • Næste afsnit er Perm

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig