Kaolin

Mineralet kaolinit dannes ved, at feldspat forvitrer kemisk. Det kaldes i handelssproget kaolin eller porcelænsler. Kun lermineralet kaolinit bliver ved brænding ved 1200-1450 °C til hvidt, transparent porcelæn med den eftertragtede fine tekstur.

Det var kineserne, der opfandt porcelænet, formodentlig i 600-900 e.Kr. Allerede fra 1300-tallet blev „det hvide guld“ importeret til Europa af venetianeren Marco Polo. Men det var ikke muligt for europæerne at producere porcelæn, så kineserne var ene på verdensmarkedet. Først den 15. januar 1708 kl. 17 blev metoden til fremstilling af hvidt porcelæn udviklet i Dresden. Alkymisten J. F. Böttger blev indespærret i en pavillon for at skabe guld og lignende værdifulde produkter til kurfyrste August den Stærkes slunkne pengekasse. Han arbejdede under vejledning af fysikeren W. von Tschirnhausen, og mens svenske soldater rykkede frem mod byen, lykkedes det dem at fremstille ægte porcelæn. To år senere grundlagdes den endnu eksisterende porcelænsfabrik ved Meissen.

I Danmark fandt kongelig mineralinspektør Andreas Birch i 1755 tynde kaolinlag ved Grødby Å på Bornholm. Han var netop på jagt efter „porcelænsjord“, da også den danske konge ønskede det værdifulde råstof. I 1775 blev de tre store kaolinlejer ved Nygård øst for Rønne opdaget (figur 18-22), samme år som den Kongelige Danske Porcelains Fabrik blev anlagt.

Indtil 1815 brugte man kaolinen fra Grødby Å til finere porcelæn, mens Rønne-kaolinen kun blev brugt til flaskepropper. Efter 1815 fik man et slæmmeværk, så også Rønne-kaolinen kunne udnyttes til porcelæn, men snart gik man over til at bruge udenlandsk kaolin på porcelænsfabrikken, da jernindholdet i den bornholmske kaolin gjorde porcelænet gråt. Ifølge N. V. Ussing brugte man dog endnu i 1900 den renere kaolin til porcelæn og fajance, mens resten blev brugt til ildfaste sten, der var en eksportsucces.

I 1871 og 1874 fik de to kaolinværker øst for Rønne nyt udstyr til at frasortere kvarts og andre skadelige korn med, så man nu kunne bruge kaolinen til papirfremstilling. Denne produktion blev dog op i 1900-tallet først udkonkurreret af udenlandsk kaolin og senere også af kalk.