Kan de biogeografiske grænser i Danmark forklares?

Det har været naturligt at søge forklaringen på arters udbredelse i klimaet – ikke mindst i lyset af Clements’ klimaksteori. Der er gjort mange forsøg på at sammenholde udbredelsesgrænser med klimatiske grænselinjer. F.eks. har man undersøgt, om bestemte arters forekomst kunne afgrænses af den linje, der afgrænser den zone, hvor middeltemperaturen i januar er højere end 0 °C, fra den, hvor den er mindre (0 grader-januarisotermen). Man har også forsøgt at bruge isohyeter, linjer der afgrænser områder med nedbør over et vist antal mm fra det, der modtager mindre, eller man kan interessere sig for antallet af frostdage. Der er mange muligheder, og tilmed kan man kombinere f.eks. temperatur- og nedbørslinjer.

Det vil være en undtagelse, hvis der ikke er én eller anden klimalinje, der falder sammen med en arts udbredelsesgrænse i hvert fald et stykke af vejen. Men hvis man derimod kan finde mange arter med nogenlunde fælles udbredelse og klimatiske isolinjer, der falder sammen med disse, så virker den klimatiske fortolkning mere overbevisende, som i tilfældet med storebæltsfloraen nævnt ovenfor.

Fortolkningen bygger imidlertid stadig på indicier – der er intet eksperimentelt bevis på sammenhængen mellem udbredelse og klima. Men måske vil den globale opvarmning eller nogle af de eksperimenter, man udfører for at forudsige dens virkninger, f.eks. kunstige temperaturstigninger i små drivhuse, kunne give sådanne beviser.

Også med hensyn til forklaringer, der bygger på geologien og jordbunden, er man henvist til fortolkning og indicier. Vi har f.eks. en del arter, der har fælles udbredelse tværs over landet fra Sjælland over Himmerland til Thy (figur 15-20).

En klimatisk fællesnævner for disse områder er meget usandsynlig, men netop i disse landsdele kommer kalken i undergrunden mange steder i landskabet helt op til overfladen. Her er det altså det geologiske udgangsmateriale, der synes at give den bedste forklaring på udbredelsen.

I 1950'erne og 60'erne, da nye kemiske analysemetoder gjorde det let at analysere for mange forskellige kemiske jordbundsfaktorer, blev der foretaget en del større undersøgelser inspireret af professor Mogens Køie, hvor planters udbredelse blev sat i forbindelse med disse faktorer. Der blev påvist klare sammenhænge mellem fordelingen af en række jordbundsfaktorer og visse plantearter. Men det kan indvendes, at med så mange målte størrelser må der – ligesom med de klimatiske isolinjer- være nogle der passer. Igen kan gyldigheden først „bevises“ ved hjælp af eksperimenter, og med det antal arter og kår, der er registreret, bliver det en meget stor opgave.

Det står imidlertid fast, at mange planter har klare tilknytninger til bestemte jordbundskår – ikke blot til surhedsgrad og næringsstoffer, men også til stoffer som lithium og rubidium, der ellers ikke indgår i det normale stofskifte i større mængder.

Også geografiske forhold som terrænhældning, højde over og afstand til havet og afstand til grundvand har betydning for arternes udbredelse i Danmark. F.eks. findes sydlige arter hovedsageligt på sydvendte skråninger.

Afsnit fortsætter her.

I Europa har den tempererede flora og i hvert fald den mindst mobile del af faunaen været fanget i lommer mellem gletsjerne og de øst-vest-gående bjergkæder. Dette må have medført uddøen af en mængde arter. Efter isens tilbagetrækning har kun de få overlevende arter haft mulighed for at trække nordpå igen, samt de få, der har haft så stor sprednings- og etableringsevne, at de har kunnet springe over bjergkæderne ned til Middelhavet – og tilbage igen.

Det har to konsekvenser for den tempererede flora og fauna i Vesteuropa: Der er få arter, og en væsentlig del af dem er letspredte. At det kan forholde sig således, antyder et blik på de nordatlantiske øers flora. Færøernes flora omfatter ca. 250 arter svarende til 20-25 % af de arter, der forekommer i Skotland og Sydnorge. Det er et ganske stort antal, når man tager i betragtning, at afstanden er på 400-600 km, og at den tid, der har været til rådighed for indvandring, er under 10.000 år.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Kan de biogeografiske grænser i Danmark forklares?.

• Forrige afsnit er Arter med udbredelsesgrænse i eller nær Danmark - kompasset rundt
• Næste afsnit er Det åbne lands fremtid