FIGUR 8-30. Jomfruhummer (Nephrops norvegicus) på bunden.

.

FIGUR 8-31. Jomfruhummerens gangsystem. I det viste gangsystem boede tre hanner samt små jomfruhummere i blindgangene.

.

A. Søfjeren funiculina omslynget af slangestjernen asteronyx.

.

B. Friskfangede, levende dybhavsrejer er næsten gennemsigtige. De største er hunner med turkisfarvede æg.

.

Betegnelsen jomfru har – rent kulinarisk – en nedsættende betydning. Således er jomfruøsters ikke så god som den ægte vare. Måske er den ca. 20 cm lange orangerøde jomfruhummer (Nephrops norvegicus) heller ikke helt så velsmagende som den store, sorte hummer, men hos os har den en langt større fiskerimæssig betydning.

I danske farvande forekommer jomfruhummeren på dybder over 30 m i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen. Den lever af orme, muslinger og de allestedsnærværende mudderslangestjerner. Hunnen bærer de sortgrønne æg under halen fra gydningen sent om sommeren eller tidligt efterår til klækningen, der finder sted i det følgende forår. Den pelagiske larve ligner en reje. Når den er ca. 1 cm lang, søger den ned til bunden, hvor den tilsyneladende forsvinder, indtil den er blevet ca. 5 cm lang.

De større dyr lever nedgravet i komplicerede gangsystemer, der går indtil 30 cm ned under bundens overflade. Hvert gangsystem har flere udgange og består desuden af større kamre og smalle blindgange. I blindgangene lever de 1-5 cm lange jomfruhummere en beskyttet tilværelse. Når de bliver endnu større, forlader de gangsystemet for at finde føde. De enkelte individer er ikke knyttet til et bestemt gangsystem, men kravler ned i et tilfældigt hul, når de er færdige med at fouragere.

Jomfruhummeren fanges i bundtrawl. Da den kun kan fanges, når den er oven på bunden, er det vigtigt at kende dens døgnrytme. Døgnrytmen er bl.a. afhængig af lysstyrken. I Kattegat er den fremme om natten i sommermånederne, mens den om efteråret mest er fremme om dagen. Bundvandets iltindhold spiller imidlertid også en vigtig rolle, idet jomfruhummere ved lave iltindhold tvinges op af gangene uafhængigt af lysstyrken (figur 8-30, 8-31).

Boks 8-3. Skagerraks dybe mudderbund
Livet på indtil 700 m's dybde

I Skagerrak fortsætter mudderbunden ned til rigtig store dybder. Hernede er de fineste partikler aflejret, og de fleste dyr tilhører infaunaen. Generelt aftager artsantallet og biomassen per m2 med dybden. På dybder større end ca. 200 m bliver mudderslangestjernerne erstattet af andre slangestjerner, bl.a. Sars slangestjerne (Ophiura sarsi), der lever oven på bunden. På et par hundrede meters dybde dominerer amphilepis (Amphilepis norvegica), en lille, delvis nedgravet slangestjerne med lange, spinkle arme.

Hvor sømusene, især stor sømus, er hyppige, kan de veje over 100 g per m2 eller lige så meget som børsteormene og muslingerne tilsammen. Den store rødgule søfjer funiculina (Funiculina quadrangularis, figur A) stikker 1-1,5 m op over bunden. Kolonien er afstivet af en indre kalkstav, og de enkelte, bløde polypindivider sidder på korte stilke op ad den. Søfjeren er ofte omklamret af en stor slangestjerne, asteronyx (Asteronyx loveni), der, ligesom søfjeren, højt hævet over bunden lever af smådyr i vandet.

Selv om pighuderne dominerer vægtmæssigt, så dominerer små muslinger og børsteorme både hvad angår antallet af arter og individer.

En lignende bundtype med overvejende de samme arter har en vid udbredelse på den nordlige halvkugle og kendes fra omkring Island og den sydlige del af Grønlands- og Barentshavet. Det er over sådan en mudderbund, at dybthavsrejen (Pandalusborealis, figur B) lever og er genstand for et indbringende fiskeri. I dens første år på bunden fungerer dybhavsrejen som han, herefter skifter den køn og fungerer resten af livet som hun. Store individer fanget om vinteren bærer op til flere hundrede æg mellem bagkroppens ben. Dybhavsrejen æder, hvad den kan finde, fra detritus til smådyr. Om dagen svømmer rejerne tæt på bunden, om natten svømmer de op mod overfladen.

Livet på mere end 700 m's dybde

Over mod Norges sydkyst stiger dybden til over 700 m, og her har vi en fauna, der på visse punkter ligner det, der findes i det egentlige dybhav. Trykket er over 70 atmosfærer, og temperaturen er blot få grader Celsius. Dyrenes stofskifte er lavt, og deres bevægelse og vækst langsom. De formerer sig sjældnere og senere i livet og bliver oftest ældre end beslægtede arter nærmere overfladen. Antallet af arter og individer er lavt. Selv om bunden domineres af arter af spinkle slangestjerner med lange, tynde arme, udgør deres vægt kun få gram per m2. Bundens muslinger er små og tyndskallede; de lever af fint bundfældet materiale.

På denne dybde er føden begrænset, og fisk er fåtallige. Selv om der ikke findes egentlige dybhavsfisk på bunden af Skagerrak, findes her fremmedartede fisk, bl.a. havmus, som er en bruskfisk, og almindelig skolæst, der hører til langhaler blandt benfiskene. Fælles for disse fisk, der kan blive over 1 m lange, er store øjne og en lang tilspidset hale. De lever især af bunddyr og rejer. Skolæst er den af vore fisk, der mest ligner dybhavsfisk, idet den har lysorganer på bugen nær gattet. I det dybsorte mørke på de store dybder, hvor der er langt mellem dyrene, kan lysorganer tiltrække bytte eller en mage.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Jomfruhummer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig