Hvordan undersøges havbunden?

Der er sjældent lejlighed til at iagttage havbunden med egne øjne. Oplysninger om den må fiskes op fra båd. Det simpleste redskab er grabben, der kan hente en bid af bundoverfladen op. Vil man have prøver dybere nede i bunden, må man bruge forskellige former for stødlod: rør med en blyvægt for oven og en prøvefanger for neden. På grund af sin vægt trænger røret ned i bunden og stanser en cylinder ud af bundmaterialet. Stødlod findes fra ganske små, der kun trænger få cm ned, til tonstunge apparater, der trænger 40 m ned i bunden.

Fotografering afdækker kun et lille område af bunden og hindres ofte af uklart vand. Så er det lettere at lave lydbilleder af havbunden og lagene længere nede ved hjælp af ekkoet fra lydsignaler udsendt fra havoverfladen. Lydsignaler bevæger sig gennem vandet med en bestemt hastighed på næsten 1500 m per sekund. Når de rammer havbunden, vil en del af dem som et ekko blive reflekteret tilbage til havoverfladen. Ved at måle, hvor længe det varer, før ekkoet er tilbage, kan dybden beregnes, og ekkoloddets skriver kan opbygge et billede af havbunden under skibet.

Kraftigere lydsignaler med en dybere tone trænger ned i havbunden og reflekteres fra dybereliggende lag. Resultatet bliver en seismisk profil, der aftegner lagfølgen nede i havbunden (figur 2-20).

Man kan også frembringe et billede af havbundens overflade næsten som et luftfoto ved hjælp af side scan sonar. Sonaren slæbes i vandet tæt over bunden og sender to smalle lydstråler ud vinkelret på skibets kurs. Med samme teknik som i ekkoloddet aftegnes sten, sandbølger eller vrag på havbunden, som blev de belyst af en lavtsiddende projektør. Figur 2-13 viser et eksempel herpå. Også forskelle i bundsedimenternes karakter og forstyrrelser fra f.eks. bundtrawl kan iagttages på denne måde.