Hvalarter på vej til Danmark?

Inden for de sidste 25 år har man ved de danske kyster registreret stranding af 14 forskellige hvalarter (figur). Tre arter er blevet observeret, men er ikke strandet eller omkommet på anden vis. Yderligere tre arter, halvspækhugger, blåhval og rissosdelfin er ikke konstateret siden 1930'erne.

Hvalstrandinger er fortsat lidt af en gåde. Først må vi pille udvedkommende lag af, for derefter at gruppere de mulige forklaringer. Det første, man bør skelne imellem, er, om det er døde eller levende hvaler, man har at gøre med.

Døde hvaler på stranden kan være omkommet helt andre steder og af helt andre årsager end mødet med kysten. Og jo mere henfaldne de er, jo større er sandsynligheden for denne forklaring. Mange strandede marsvin er oprindeligt utilsigtede bifangster.

Levende hvaler kan, når der ses bort fra sygdom og svækkelse, være strandet af principielt to forskellige grunde: Uheld eller orienteringssvigt. Uheld rammer arter, der ved hjælp af deres sonar er specielt tilpasset til kystområder. De færdes derfor naturligt langs kysterne, men et eller andet uheld har bragt dem til stranding, hvorefter de ikke har været i stand til at svømme ud igen. Orienteringssvigt rammer hvalarter, der ikke har et specielt kystsonar. Da de ikke kan sanse kysten, bliver mødet med den ofte dødelig. Selv forsøg på at skubbe dem ud vil som oftest slå fejl, da orienteringssvigtet sædvanligvis følges af stress og begyndende organnedbrydning. Mange oceaniske hvalarter tilhører denne kategori.

Danske hvalfund (ekskl. marsvin og hvidnæse). Tegninger: Birgitte Rubæk.