Græsning

Oprindeligt var høslæt den normale driftsform på ferske enge, mens græsning var et sekundært fænomen. Kvæg, heste eller får – alt efter engens fugtighed – blev først sat på græs kort efter sankthans, dvs. efter høslættet, for at udnytte føden og holde engen lysåben. I dag bliver langt de fleste enge, hvor der stadig er drift, afgræsset af kvæg i hele græsningssæsonen. Græsning med kvæg er desuden en af de mest udbredte metoder i Danmark til naturpleje på ferske enge (og strandenge og græsland på tør bund, se senere kapitler). Især kvæg er velegnet til enge og strandenge, da de bedre tåler de fugtige forhold her end andre husdyr.

Ved husdyrenes græsning sker der en delvis afløvning af vegetationen. Mens kvæg bruger tungen til at få fat i en blandet græstot og trække den op, nogle gange med rødder, er får og heste mere selektive og kan bide græsset af tæt ved jordoverfladen. Nogle plantearter på engen smager tilsyneladende bedre end andre. Græsser som kryb-hvene, eng-rapgræs og almindelig rajgræs, og urter som hvid-kløver, lancet-vejbred, almindelig hønsetarm og høst-borst er arter, som både kvæg og får kan lide.

Antallet af græssende dyr pr. ha er af stor betydning for engvegetationen. For mange husdyr på et for lille areal betyder overgræsning og optrampning af vegetationen, mens for få husdyr som nævnt resulterer i mere højtvoksende vegetation. Vil man gennemføre naturpleje med græsning på en næringsfattig eng, skal der være 1-1,5 ungkreaturer pr. ha, mens mere næringsrige enge kan klare 5-6 ungkreaturer pr. ha. Inden for naturpleje anvendes ordet græsningstryk om det antal husdyr, som skal være på et græsningsareal, for at man opnår den ønskede vegetation, f.eks. mange lavtvoksende engplanter pr. m².

Ud over at æde planterne påvirker de græssende dyr også engen ved tråd, som slider på vegetationen. sliddet er afhængigt af dyrearten og dyrenes vægt og aktivitetsniveau. Dyrearterne kan rangordnes efter slideffekt: Heste slider mest, derefter følger hjort, kvæg og ged, og til sidst kommer får. sliddet kan medvirke til, at der dannes knoldkær, hvis de rette vandmæssige og jordbundsmæssige forhold er til stede. Knolddannelsen kan desuden fremmes af tuedannende græsser som mose-bunke, blåtop og visse stararter. Men sliddet kan også skabe pletter med bar jord, hvor især enårige planter som kær-guldkarse, bidende pileurt, hvidmelet gåsefod og sump-forglemmigej kan spire frem.

De græssende dyr påvirker også omgivelserne med deres gødning. Kokasser er levested for en række svampe og insekter (se senere), som er specialiseret i nedbrydning af gødning. Op mod 100 arter af svampe vokser udelukkende på eller i gødning, f.eks. arter af blækhat og glanshat.