Epifaunaens levevilkår

Epifaunaen lever som nævnt ovenfor på et fast substrat, f.eks. sten, skaller eller alger, hvor der er kraftig vandbevægelse. Det stiller særlige krav til dyrene, især med hensyn til fasthæftning, men giver også særlige muligheder for effektiv fødeoptagelse. Både de forskellige substrater og en række af de vigtigste arter bliver nærmere beskrevet i hovedafsnittet om epifaunaen.

I epifaunaen findes de hurtigste væksthastigheder og den største vægt af levende dyr per arealenhed. På grund af forskellene mellem de forskellige typer af substrat findes her også det største artsantal, men både det og artssammensætningen afhænger dog bl.a. af vandets saltholdighed. Således er brakvandsområdernes epifauna betydeligt fattigere end den rent marine epifauna, der også har flest farvestrålende arter.

Mange af dyrene i epifaunaen sidder permanent fast. Derfor kan de ikke opsøge en mage, og mange af arterne er hermafroditter. Mange epifauna-arter danner endvidere kolonier, eller har andre former for ukønnet formering. De fle ste er suspensionsædere, der lever af at filtrere plante- eller dyreplankton fra vandet. Mange af de frit bevægelige dyr lever i stedet af substratets kiselalger eller smådyr (meiofaunaen). Kun få dyr æder direkte de store alger. Desuden er rovdyrene rigt repræsenteret, idet de lever af de øvrige fødegrupper.

De større alger er substrat for en rig fauna, men alger kan kun vokse ned til ca. 25 m's dybde i danske farvande. På større dybder uden makro-alger, kan epifaunaen alligevel være artsrig. Her er det sten og større dyr, især hestemuslinger, der udgør det faste substrat. Dyrene på dybt vand er konstant omgivet af koldt vand med en høj saltholdighed.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Epifaunaens levevilkår.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig