Dyrket kontra naturlig skov-fyrskov

I Danmark er vi vandt til at se skov-fyrskov plantet på den tørre magre bund, fordi den her er en både dyrkningsmæssig og økonomisk god løsning. Skov-fyr gror imidlertid også gerne på mere næringsrig og våd bund. På sådanne lokaliteter plantes skov-fyr dog sjældent, da der her er andre træarter, der kan give større økonomisk udbytte. Skov-fyrren sår ofte sig selv på åbne moseflader med tørvejord og står så med en bundvegetation af f.eks. tørvemos, blåtop, tuekæruld, krybende pil og mosebølle.

Inden for den normale omdriftstid på 80-120 år udvikles der i rene skov-fyrbevoksninger på tør bund et skovbillede, som på mange måder minder om den skandinaviske fyrreskovs med lav og dværgbuske, f.eks. lyng og blåbær, som undervegetation. I skandinaviske naturskove foryngedes skov-fyrskove typisk ved skovbrand. Mange af de arter, der er knyttet til skov-fyr her, er derfor brandresistente eller tilpasset til at rekolonisere brandflader. F.eks. skyder lyngen villigt fra roden efter nedbrænding.

Brandene forekom dog næppe så hyppigt som nutidens hugster, og i forhold til naturskovene lider skovbrugets fyrreskove derfor af manglen på store og gamle, døde træer. Typisk er næsten alle de sjældne og truede barkbiller i tabel 17-3 arter, der er knyttet til gamle træer eller døde stammer. På grund af skov-fyrrens stormfasthed er der dog heldigvis en tendens til at forynge bevoksningen under gamle overstandere, således at nogle af træerne får lov at blive stående længere end den normale omdriftsalder. Desuden benyttes skov-fyrren som indblandingstræart i andre nåleskovstyper, og her efterlades ofte nogle skov-fyr ved afdrift af resten af bevoksningen.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Dyrket kontra naturlig skov-fyrskov.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig