Driften

En del af den nye udfordring for skovbruget består altså i at øge integrationen af en stadigt stigende mængde af hensyn og funktioner i skovdriften – produktion, natur, friluftsliv, rent vand osv. Det aktuelt mest lovende bud på en effektiv og økonomisk fornuftig funktionsintegration kan sammenfattes under betegnelsen “naturnær skovdrift”.

Det overordnede mål med naturnær skovdrift er at drive skoven økonomisk rentabelt. Det gøres ved at udnytte skovens naturlige processer, f.eks. naturlig foryngelse frem for dyre plantninger. Tilsvarende kan man udnytte naturlig udskillelse ud fra konkurrencen mellem de enkelte træer i stedet for at lade skovarbejdere foretage omkostningskrævende udtyndinger med motorsav.

I praksis gennemføres dette ved at vælge lokalitetstilpassede, gerne hjemmehørende træarter, fokusere hugsten på de enkelte træer frem for samtidig afdrift af hele bevoksninger og bygge på den spontane foryngelse. Ved naturnær skovdrift søger man at undgå indgreb, som skader skovens mikroklima, jordbund og biodiversitet – f.eks. undgås renafdrifter og brug af pesticider.

Den skitserede tilbageholdenhed med at anvende voldsomme, styrende dyrkningstiltag for til gengæld at give de naturlige økologiske processer mere frit løb medfører, at der med tiden udvikles aldersvarierede bevoksninger bestående af forskellige træarter i blanding. Disse heterogene og varierede skove vil være mere stabile over for f.eks. storm, klimaændringer og en række skadevoldere og resultere i et beskyttet mikroklima i den enkelte skovbevoksning. Det antages endvidere, at de vil være mere fleksible over for skiftende brug og plejeintensitet fra menneskets side.

I skovbrugets aktuelle situation med nye krav til bæredygtighed er den vigtigste pointe ved naturnær dyrkning formodentlig, at den i væsentlig grad vil bidrage til at sikre biodiversiteten i produktionsskovene. Det skyldes dels, at skovøkosystemet i sin arts- og aldersstruktur får større lighed med det økosystem, som skovens biodiversitet naturligt er tilpasset, dels at naturnær dyrkning betinger en øget brug af hjemmehørende træarter, større kontinuitet i skovdækket og skovudviklingen, beskeden brug af jordbearbejdning ved foryngelse samt ingen brug af pesticider.

Det er muligt med sådanne “naturvenlige” dyrkningsmetoder at komme et langt stykke ad vejen mod skove, der er økonomisk rentable, økologisk forsvarlige og socialt acceptable (bæredygtighedsidealet). At indføre naturnære driftsprincipper på en betydelig del af det danske skovareal er imidlertid ikke nogen enkel og ukompliceret sag. Eftersom de sidste 200 års praktiske erfaringer og forskning i skovdrift har sigtet mod at udbygge forståelsen og grundlaget for det ensaldrende skovbrug baseret på fladedrift, er videngrundlaget for naturnær skovdrift begrænset. Den manglende erfaring og viden udgør et problem for den politiske beslutningstagning, planlægning og styring af driften samt den praktiske udøvelse af naturnær skovdyrkning. Øget anvendelse af naturnær drift forudsætter således en betydelig erfaringsudveksling (nationalt, internationalt) samt en målrettet forsknings- og efteruddannelsesindsats.

Selv om der indføres naturnære driftsprincipper på en stor del af skovarealet, vil der fortsat være interessekonflikter mellem privatøkonomiske nødvendigheder og samfundsmæssige behov. Der vil således være værdier knyttet til skovene, som ikke sikres eller opbygges ved en økonomisk orienteret, naturnær skovdyrkning – f.eks. urørt skov, dødt ved, retablering af vådområder og specielle krav til rekreative funktioner. Disse natur- og oplevelsesværdier, der snævert betragtet ikke repræsenterer en økonomisk værdi, men som efterspørges af samfundet, må således opnås gennem supplerende politiske tiltag og målrettet aflønning fra samfundets side.

Der er i de senere år taget målrettede politiske initiativer for at øge naturindholdet i skovene. Danmark vedtog i 1992 en naturskovsstrategi, der har medført, at en del arealer er lagt ud som urørt skov, græsningsskov, stævningsskov mv., hvor naturhensynet bevidst prioriteres på bekostning af produktionsinteresserne. Denne fremgangsmåde repræsenterer således en funktionsopdeling af landskabet – natur her og produktion der.

Det er sandsynligt, at Danmark lander på en politisk betinget balance, hvor en del (op til 10 %) af skovarealet reserveres til énsidig naturbeskyttelse (urørt skov og gamle driftsformer med højt naturindhold), mens den resterende del benyttes i integreret, flersidig produktionsskov (træproduktion, friluftsliv, natur- og grundvandsbeskyttelse), der i vid udstrækning dyrkes efter naturnære principper. En sådan langsigtet funktionsopdeling, hvor betydelige arealer båndlægges til evig urørthed, mens andre arealer benyttes til flersidig produktion, repræsenterer en interessant, langsigtet og for så vidt visionær arealforvaltning med nye muligheder og omfattende konsekvenser.

En af de nye muligheder ved kommende udlæg til urørt skov og gamle driftsformer i den skitserede/forventede størrelsesorden er, at arealerne aktivt kan benyttes til at skabe biologisk-økologisk og æstetisk-rekreativ sammenhæng i landskabet under hensyntagen til den foreliggende landskabsmosaik. Den økologiske sammenhæng i landskabet kan f.eks. blive styrket ved at benytte nye, urørte skovområder til at skabe forbindelse mellem eksisterende urørt skov-områder eller andre områder med stort naturindhold. De urørte skoves æstetiskrekreative virkning i landskabet må analyseres i relation til landskabets bebyggelse, infrastruktur, adgangsforhold, øvrige muligheder for oplevelser, turisme osv.

Skal de økologiske og landskabelige muligheder (biodiversitet, skønhed, oplevelser) ved udlæg til urørt skov udnyttes fuldt ud, er det vigtigt, at variationen og de naturlige ledelinjer i landskabet benyttes aktivt – f.eks. ved at udlægge urørt skov i kuperede landskaber, omkring vådområder eller i zoner langs vandløb eller fjordbredder; eller ved at udlægge visse skovbryn som urørt skov.

I relation til samfundets kraftige betoning af naturbeskyttelsen (biodiversiteten) synes det rimeligt, at der i Danmark etableres et begrænset antal forholdsvis store (dvs. måske 5.000-10.000 ha) “reservater”, hvor urørt skov kan indgå i forbindelse med andre urørte landskabstyper – kyster, søer, åer, klitheder mv. Denne udvikling synes allerede på vej med oprettelsen af de første egentlige nationalparker i Danmark.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Driften.

• Forrige afsnit er Klimaet
• Næste afsnit er Litteratur: Verdens og Danmarks skove