Diversiteten i det dyrkede land

I det dyrkede land vil landbrugeren gerne opnå en høj produktivitet af én eller få plantearter, dvs. lav diversitet. Midlerne til at opnå dette er regelmæssig og voldsom forstyrrelse i form af pløjning, harvning og høst – samt at gøre næringstilstanden og vandtilgængeligheden så god som mulig for afgrøden ved gødskning, dræning og kunstvanding. Grovere midler som giftbekæmpelse af ukrudt og skadedyr tages også i anvendelse. Resultatet er, at det landbrugsmæssige ideal – den silkehårede gyldne bygmark – har en skærende artsfattigdom (figur 15-3).

Det er selvfølgelig i orden – vi skal have mad på bordet, og landbrugeren skal have fornuftig indtjening, men man kunne godt ønske sig en større omhu med at holde de driftsmæssige udfoldelser inden for landbrugsarealerne. Gødningsoverskud, giftrester og indgreb i vandforholdene er lige så skadelige og uacceptable på de arealer, der ikke dyrkes, som de er i grundvand, søer og havvand.