Højmoserne er de mest artsfattige vådbundstyper. Den eneste kilde til kvælstof og fosfor er den ringe mængde, der kommer med luft og regn, og den er ikke stor nok til, at en trævegetation kan trives. I det hele taget kan meget få plantearter klare de barske forhold. Botanikeren O. G. Petersen skrev i 1896, at man kan gå gennem Lille Vildmose fra Limfjorden i nord og til Mariager Fjord i syd og kun se 10 arter af blomsterplanter. Det er mindre, end hvad man ofte finder inden for 0,1 m2 græsland.
Forstyrrelserne er få – højmosen er nok den mest uforanderlige af det åbne lands naturtyper, såfremt mennesket ikke griber ind med dræning, opdyrkning eller tørvegravning. Dannelsen og tilstedeværelsen af højmoser modsiger hermed Clements’ og Odums successionsteorier: De er klimatisk betingede, modne og stabile økosystemer, men med overordentlig lav artsdiversitet og produktivitet!
Højmosen har almindeligvis konstant høj vandstand. De øvrige fugtigbundstyper – kærtyperne, se kapitlet Moserne og de ferske enge – kan derimod være skiftevis oversvømmede og udtørrede. Disse vandstandsændringer kan betragtes som en forstyrrelse af systemet, og i tilgift vil mange kær være udsat for afgræsning og optrædning af store dyr. Som det ses i figur 15-3 ligger kærene på linje (samme forstyrrelsesgrad), men diversiteten er meget forskellig. Det skyldes, at vandbevægelsen op og ned og sideværts i kærene tilfører næring fra de jordlag, som vandet passerer igennem.
I rigkær, dvs. eutrofe enge og moser, er fosfor og andre næringsstoffer lettilgængelige for planterne. I rigkærene udvikles der derfor samfund af kraftigtvoksende græsser og stauder, som udelukker den helt store artsdiversitet.
Både i fattigkær og ekstremrigkær, dvs. hhv. oligotrofe og mesotrofe enge og moser, er fosfor derimod hårdt bundet, hvad der begrænser produktionen. I fattigkærene begrænser de sure forhold forekomsten af mange plantearter, mens ekstremrigkærene på kalk- eller lerbund giver mulighed for en lang række arter, der er tilpasset det neutrale til basiske miljø.
| I boks 15-1 omtales problemer med at måle diversitet. Produktivitet, næringsstoftilgængelighed og forstyrrelsesgrad har indflydelse på samfundenes artsdiversitet – men kan være svære at sætte tal på. Produktivitetsmål Produktiviteten kan måles og udtrykkes som total fotosyntese, dvs. den mængde CO2 der optages i de grønne planter. Imidlertid er de almindelige målemetoder kun udviklet til enkelte dele af plantedækket, f.eks. et enkelt blad eller en enkelt gren, og de forløber normalt over kort tid. For et økosystem er man oftest interesseret i at opgøre primærproduktionen pr. år, så man skal gange fotosyntesemålingernes resultater med store talstørrelser, både for at komme op på værdier, der gælder hele økosystemet, og for at nå op på årsværdier. Hvis ikke måleperioden eller plantedelen, der måles på, repræsenterer hele året eller hele plantedækket, kan man få væsentlige fejlskøn. Man kan også vælge at måle primærproduktionen som årlig tilvækst i plantebiomasse, men her kan man ikke registrere, hvor stor en del af fotosyntesens stofopbygning der bliver forbrugt af planterne selv eller de dyr, der lever af den levende bladmasse. De fleste af den type målinger går på dyrkede eller på anden måde udnyttede systemer, marker, græsgange, skove, og fokus er på, hvor stort udbytte brugeren får. Næringsstoftilgængelighed Næringsstoftilgængelighed er et spørgsmål om, hvorvidt de for produktionen nødvendige ressourcer er til stede. Mange af ressourcerne kan man måle, men der er problemer med at udtrykke en generel næringsrigdom. Kvælstof og fosfor og kalium er yderst vigtige for planterne. Men det er ikke nok, at der er meget tilgængeligt kvælstof, hvis der f.eks. er for lidt fosfor. Det er også nødvendigt, at der er vand, lys, kuldioxid og ilt til rødderne. Derfor er enheden på x-aksen i figur 15-3 angivet upræcist, men neutralt som „næringsstoftilgængelighed“. Forstyrrelse Forstyrrelse er det endnu vanskeligere at sætte gode mål på. Forstyrrelsers virkning er afhængig af hyppighed, varighed og voldsomhed, og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvornår i den naturlige rytme forstyrrelsen indtræffer. Landmanden ved f.eks. godt, at det vil have stor og uønsket virkning at pløje en kornmark i juni! Den enhed, der er valgt i figur 15-3, er et uldent kompromis: „tiden efter sidste store forstyrrelse“. Fornuften bag dette er, at det er den tid, de naturlige successionsprocesser har haft ro til at udfolde sig i. |
|---|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.