På Falster påbegyndtes også tidligt konstruktionen af mindre diger langs Østersøkysten ved Bøtø, men de led samme skæbne som det Lollandske Dige under stormfloden i 1872. Derfor byggedes efter stormfloden et nyt 17 km langt dige, der stod færdigt i 1875. Det er senere blevet forhøjet til ca. 4 m i 1919. Det Falsterske Dige strækker sig fra Gedser i syd til Ulslev i nord. Bøtø Nor blev inddiget og afvandet, hvorved et areal på ca. 22 km2 blev indvundet.

Allerede i 1907 begyndte udviklingen af området til rekreativt ferieområde omkring Marienlyst. Senere omkring 1950'erne begyndte udstykningen af sommerhusparceller ved Bøtø, men sommerhusbebyggelsen tog først rigtig fart fra slutningen af 1960'erne. Diget på Falster havde de samme formål som det Lollandske Dige, men i dag fremstår det inddigede område først og fremmest som sommerhusområde, hvilket skyldes de fine sandstrande ud for diget (figur 18-19).

Boks

FIGUR 18-19. Det inddigede område omkring Marienlyst blev tidligt udlagt som ferieområde og er i dag tæt bebygget med sommerhuse (orthofoto).

.
Figur 18-19.

FIGUR 18-19. Det inddigede område omkring Marienlyst blev tidligt udlagt som ferieområde og er i dag tæt bebygget med sommerhuse (orthofoto). Luftfoto: COWI copyright.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det Falsterske Dige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig