Indledning

FIGUR 16-1. „Et landskab er som et ansigt. Du ser ikke ændringerne fra dag til dag, men genser du det efter et par år, ser du forandringen.“ Maleri af J. T. Lundbye „Udsigt over Arresøen“ med udsigt til flyvesandbakkerne ved Tisvilde.

.

FIGUR 16-2. Forskydninger i land/havniveauet i Danmark. De fuldt optrukne linjer angiver størrelsen i meter af den relative landhævning siden Stenalderen. Figuren viser også den gennemsnitlige årlige havspejlsstigning som er målt ved 10 stationer over de sidste 100 år. Tallene i parentes angiver mm pr. år. Med den igangværende klimaforandring forventes denne stigning at blive markant forøget.

.

FIGUR 16-3. Kysten er i stadig bevægelse. Nogle steder brydes den ned, andre steder bygges den op. Billedet viser sedimentbudgettet langs Vestkysten i 2001. Tallene angiver mængder materiale i kubikmeter.

.

Landskabets ansigt

Den svenske landskabsmaler Niels Brusewitz har sammenlignet landskabet med et ansigt. Man ser ikke ændringerne i det fra dag til dag, men genser man det efter et par år, er forandringen tydelig. De naturlige fysisk-kemiske og biologiske processer udfolder sig uophørligt og forandrer dermed landskabet, samtidigt med at mennesket bearbejder det, så det kan opfylde forskellige funktioner. Alle landskaber er derfor i stadig forandring.

Når funktioner ophører eller ændres, forandres også landskabet. Det sker ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden. Nogle forandringer vil ganske vist kunne indtræffe øjeblikkeligt, men andre vil være århundreder om at komme til fuldt udtryk. Af denne grund vil kulturlandskabet til hver en tid afspejle den nuværende funktion og i varieret grad bære spor efter tidligere tiders funktioner. Jo svagere spor, des længere tid er der forløbet.

Derved kan landskabet sammenlignes med en palimpsest. Det er betegnelsen for gamle dages pergamenter, som var kostbare at fremstille og derfor genbrugtes med flid. Den seneste tekst har sjældent helt kunne skjule, hvad der tidligere har været prentet. Sådan er det også med landskaberne i det åbne land. Nutidigt landbrug, trafik og beboelse kan godt dominere billedet, men de har dog overlejret et landskab, hvor markernes afgrænsning kan stamme fra udstykninger, der skete for 200 år siden, hvor byerne med deres landsbykirker har 800 år eller mere på bagen, og hvor gravhøjene afspejler landskabsfunktioner, gravskikke, der var i brug for flere tusinde år tilbage i tiden (figur 16-1).

Når man endvidere husker på, at disse kulturlag hviler på et geologisk landskab, hvis grundform blev skabt under og lige efter sidste istid for mere end 10.000 år siden, er det klart, at landskabet hverken er statisk eller alene et udtryk for den nuværende anvendelse. Det vil også gælde for fremtiden i det åbne land. Og jo mere vi fjerner os fra det „snapshot“, vi kan iagttage i dag, des større må forandringen forventes at blive.

De geologiske, biologiske og menneskeskabte processer

De geologiske processer udvikler sig langsomt, hvilket ikke er det samme som, at de ikke foregår. Som en følge af isens tidligere belastning sænker landet sig endnu ganske få millimeter pr. århundrede i de sydlige dele af Danmark og hæver sig i de nordlige (figur 16-2 og 5-4). De eksponerede kyster eroderes år for år, den jyske vestkyst flytter sig sine steder med op til 5-10 meter (figur 16-3). Råbjerg Mile vandrer 15 meter mod øst i løbet af et år. Vandløbene fører sedimenter og næringsstoffer nedstrøms og ud i havet. Og drænede tørvejorde kan falde sammen, sætte sig, så overfladen sænkes med op til et par meter pr. århundrede.

De biologiske forandringer er mere eller mindre koblede med de geologiske, f.eks. ved at marskens vegetation ved sin lævirkning fremmer sedimentation af stof, der igen fremmer vegetationens videre udbredelse. Vandbårne sedimenter og nedfaldne blade og andre planterester er fælles om at forvandle søer til moser og moser til sumpe og videre til mere tørre naturtyper. Successionen, hvor den ene planteart lidt efter lidt afløser den anden i retningsbestemt følge frem mod et slutstadium, det der betegnes som klimaks, fører alt efter jordbunds- og vandforholdene til udvikling af klithede, græsland, eng, rørsump eller skov.

Endelig er der de menneskeskabte forandringer, som i dag er meget fremherskende. Utilsigtet kan de forstærke eller hæmme de geologiske og biologiske processer. Som regel er menneskeskabte forandringer dog både tilsigtede, radikale og hurtige brud på de geologiske og biologiske processer, som ellers bearbejder landskabet. F.eks. kan det tage en dag at fælde en naturskov, som det tager 500 år at genoprette. Med nutidens hjælpemidler er det muligt at afvande, opdyrke, fælde, bortskyde eller opfiske langt hurtigere end det er muligt, om nogensinde at genetablere det oprindelige. I teorien er det kun få af indgrebene i det åbne land, der er irreversible. Men i praksis, dvs. med den tidshorisont vi normalt tænker og handler inden for, må mange indgreb betragtes som uomgørlige.

Det gælder også den tidshorisont på 10-100 år, som vil blive anlagt i det følgende. Det er et billede af fremtidens natur i det åbne land i Danmark. Dette billede vil jeg forsøge at tegne ved gradvist at zoome ind, først på nogle generelle, globale tendenser, som også vil have virkning i Danmark, dernæst ved at se på udviklingen inden for de erhvervssektorer, der i særlig grad bestemmer naturens udfoldelsesmuligheder. Og først derefter når jeg til at se på de elementer, der må indgå i en samlet fremtidsvision for det åbne land.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det åbne lands fremtid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig