Trækbevægelserne hos fældende og overvintrende lomvie.
Trækbevægelserne hos fældende og overvintrende lomvie.
A. Tegning af en typisk glideflugts-cyklus hos sulen, hvor den både benytter den horisontale vind, den opadgående vind skabt af bølgerne og læbælterne mellem bølgerne. Den øverste tegning viser fuglen's flugt set fra siden med vinden blæsende ud af papiret. I fase A flyver fuglen i læ i en bølgedal, i B bevæger fuglen sig op mod vinden, i C glider den med vinden nedad og vender tilbage til bølgedalen – og herved er cyklusen afsluttet. Den nederste tegning viser flugtens bane hen over nogle bølgetoppe og bølgedale set oppefra.
B. Pilene viser hovedtrækket i stormfuglenes cyklontræk under et kraftigt lavtryks passage hen over Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
FIGUR 14-10. Nordsøens og Kattegats større stenrev, der fungerer som vigtige overvintringsområder for fiskeædende fugle.
FIGUR 14-11 (a). Satellitbillede over fronten ud for den britiske østkyst.
FIGUR 14-11 (b). Kort over fordelingen af lomvie i yngletiden.
FIGUR 14-9. Luftfoto af edderfugleflok ved Samsø.
De åbne danske havområder rummer betydelige forekomster af havdykænder, måger, terner og egentlige havfugle (figur 14-8 og 14-9).
I endnu højere grad end kystfarvandene er det åbne hav vigtigt for fuglene uden for yngletiden, og det byder på både monotone og næringsfattige områder som den centrale del af Nordsøen med forholdsvis få fugle og områder med stor forskellighed og et stort fødeudbud med mange fugle.
Stenrevene er en enestående naturtype med artsrige forekomster af bundplanter, smådyr og fisk. Mange af stenrevene langs Vestkysten, i de indre danske farvande og i Østersøen har bl.a. en rig muslingefauna. Det gør dem attraktive for havdykænder, der i tusindvis gæster vore farvande fra skandinaviske og russiske yngleområder.
Også på vore store lavvandede sandområder med et højt indhold af grus og småsten findes betydelige fødeforekomster for havdykænderne i form af muslinger. Mange af stenrevene og sandbankerne findes i stor afstand fra kysten. Faktisk kan man møde nogle af de største koncentrationer af havdykænder mere end 25 km fra kysten.
Man kan groft klassificere disse dykandforekomster efter hvilken art, der er den toneangivende. edderfugl, fløjlsand og sortand udnytter stenrevene i stort tal både under fældningstrækket og om vinteren, hvorimod havlitten kun gæster os om vinteren.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
FIGUR 14-8 (a). Havlit, hanner og hunner i vinterdragt. Fløjsand, han og hun samt to sortand, hun.
FIGUR 14-8 (b). Edderfugle, hanner og hunner samt en kongeedderfugl, han.
|
FIGUR 14-8. Øverst: Havlit, hanner og hunner i vinterdragt. Fløjsand, han og hun samt sortand, hun. Nederst: Edderfugle, hanner og hunner samt en kongeedderfugl, han. |
|---|
Afsnit fortsætter her.
Over stenrevene og bankerne på lidt dybere vand i Nordsøen og Kattegat ændrer fuglefaunaen sig fra muslinge- til fiskeædende arter (figur 14-10). De store stenrev og fiskebanker med dybder på 20 til 60 m er ofte karakteriserede ved hydrografiske fronter, og her findes rige forekomster af stimefisk, der udnyttes af især måger og alkefugle. Nogle af de største og mest uberørte stenrev som Lille Middelgrund og Groves Flak i Kattegat og Jyske Rev og Lille Fisker Banke i Nordsøen byder derfor både på en høj diversitet af marine dyr og planter og store koncentrationer af fugle.
Størsteparten af de fugle, der gæster de åbne danske farvande rekrutteres fra kolonier i det nordlige Storbritannien, og under deres ophold i Nordsøen og Kattegat er de afhængige af de store stimer af unge sild. Nogle arter som f.eks. sulen og bevæger sig efter yngletiden hurtigt på tværs af Nordsøen til de danske farvande, mens lomvien kommer hertil efter at have tilbagelagt de omkring 500 km svømmende. Alken ankommer først senere på efteråret efter at have fuldført fældning af svingfjerene andre steder.
Fuglene lader til at udnytte en stabil ressource på stenrevene og fiskebankerne i Nordsøen og Kattegat, og i modsætning til de sydlige og vestlige dele af Nordsøen er fødeknaphed ikke et regelmæssigt problem i de danske overvintringsområder.
Selv uden for stenrevene og fiskebankerne kan det åbne hav give føde til de fiskeædende fugle. Ethvert satellitbillede over Nordsøen afslører således forekomsten af flere hydrografiske fronter (figur 14-11). Disse strukturer, der markerer grænserne mellem forskellige vandmasser, tiltrækker ofte store mængder fisk og andre vigtige føderessourcer for fugle.
Det har vist sig, at det især er de stabile fronter, der udnyttes af havfugle. Dette fænomen illustreres tydeligt af fuglenes fordeling mellem fronterne i Nordsøen. I den vestlige del af Nordsøen, f.eks. ud for Englands og Skotlands østkyst, er fronternes placering styret af det stabile tidevand, mens den i Tyske Bugt primært er styret af vindforholdene. Dette kan aflæses direkte i de to fronters forskellige betydning for fugle. Hvor fronten i Tyske Bugt stort set er uden væsentlige koncentrationer af fugle, er fronten ud for Englands og Skotlands østkyst uhyre vigtig for havfugle det meste af året. Ofte stiger mængden af havfugle med en faktor 100 eller mere på begge sider af stabile fronter som denne.
Kontinentalskrænten er en meget markant zone i havet. Her mødes vandmasserne fra soklen med havstrømme og vandmasser fra det dybe ocean.
Langs skrænten findes koncentrationer af marint liv, og her findes vigtige fourageringsområder for havfugle.
Verden over finder man nogle af de største koncentrationer af planktonædende havfugle som albatrosser, petreller, stormsvaler, svømmesnepper og små alkefugle langs kontinentalskrænterne. Sammenlignet med de omkringliggende havområder er koncentrationen af disse arter op til 500 gange større ved skrænten, og i gennemsnit typisk 20-40 gange større.
I danske farvande finder vi disse forhold i det sydlige Skagerrak, og her kan man stort set året rundt observere flokke af planktonædere. I sommerhalvåret drejer det sig især om mallemukker, og i vinterhalvåret især om søkonger fra de arktiske ynglepladser. Mallemukker og søkonger har vist sig at udnytte et område i den centrale del af Skagerrak, hvor strømforholdene fremkalder et opvæld af den atlantiske vandmasse med et højt indhold af store dyreplanktonarter.
Over oceanet dominerer de planktonædende stormfugle fuldstændig. Selv om antallet af planktonædende arter er lavt i Nordatlanten, er disse havfugle i klart overtal på verdensplan – både med hensyn til arter og individer. Mens der generelt er 1 havfugl per km2 vandoverflade over kontinentalsoklen, så er der kun 0,1 fugl per km2 på det dybe ocean. Omkring de undersøiske bjergkæder er der dog lige så mange som over kontinentalsoklen, og visse arter ser ud til at være afhængige af opvældet af plankton og fisk ved disse bjergkæder.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
| Lomvien svømmer fra Skotland til Skagerrak i løbet af juli. Inden ungen er flyvefærdig, hopper den sammen med en af de voksne, ofte hannen, fra ynglekolonien, og svømmer med strømmen mod sydøst langs 100 m-dybdekurven til de åbne dele af Skagerrak. Samtidigt fælder den voksne fugl og er som ungen ude af stand til at flyve i den første måned efter ankomsten til Skagerrak, imellem 15. juli og 1. august. I august koncentreres fuglene i områder med store forekomster af unge sild på den dybere del af kontinentalsoklen, især i det østlige Skagerrak. Senere på efteråret, i september-oktober, følger lomvierne silden ind på den lavere del af soklen i Skagerrak og især ned i Kattegat. Igennem hele vinterhalvåret findes lomvien over dybder på 20 til 50 m knyttet til stenrev og banker. I slutningen af august og i begyndelsen af september begynder de voksne fugle at genvinde flyveevnen, samtidig med at ungerne begynder at kunne flyve.
|
|---|
|
Trækbevægelserne hos fældende og overvintrende lomvie. |
Afsnit fortsætter her.
|
De lange slanke vinger sætter stormfuglene i stand til at „ride“ med vinden uden at bruge ret meget energi. Stofskiftet hos nogle stormfuglearter er næsten det samme under glideflugt, som når de sidder på reden. Stormfuglene flyver sjældent i direkte mod- eller medvind. I stedet anvender de både den horisontale og den vertikale vindenergi samt havets dønninger ved at flyve med siden til vinden. Der synes at være to strategier bag glideflugten, hvoraf den ene går ud på at bringe fuglene mod en bestemt lokalitet, og den anden går ud på at bringe dem „passivt“ rundt i et farvand under cyklonpassager (figur A). Førstnævnte type ser ud til at foregå ved, at fuglene vælger en bestemt vindretning (ofte sidevind) i forhold til deres mål. Den anden type kaldes cyklontræk, idet havfuglene passivt følger et lavtryks bane og skifter trækretning med ændringerne i vindretningen under lavtrykspassagen (figur B). Fuglene følger vindene med uret rundt, og opnår derved at blive bragt tilbage til deres oprindelsessted, efter at cyklonen har passeret. Cyklontræk igennem danske farvande Omkring Danmark ser man ofte cyklontræk af stormfugle langs vestkysten og ved pynter i Kattegat. Det typiske træk forløber således, at fuglene foran en østgående cyklon trækker mod øst på cyklonens forkant med sydlig vind, mod syd mens cyklonen passerer, og vinden er i en vestlig retning, og mod vest eller nord på cyklonens bagside med nordlige og nordøstlige vinde. F.eks. vil man under en koldfrontpassage med en nordvestlig vind kunne iagttage et stort træk af havfugle fra Nordsjællands kyst, mens man på bagsiden afkoldfronten under nordlige eller nordøstlige vinde vil kunne se flest fugle fra Skagen, idet de forlader Kattegat. Træk af denne type bringer altså kun stormfugle som stormsvaler og skråper ind i Nordsøen og Kattegat i en kortere periode. |
|---|
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det åbne havs fugle.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.