Den lokale biodiversitet

Blandt undervandsplanterne er stigningen i arts­antallet blot i gennemsnit på 26 %, hvis søarealet bliver 10 gange større, og 58 %, hvis søarealet bliver 100 gange større (figur 22-4). Denne ret beskedne stigningstakt kan delvist forklares med, at undervandsplanterne er knyttet til de mest lavvandede dele, og disses areal øges i mindre grad end hele søarealet. En anden forklaring er, at plantearter let spredes fra sø til sø, således at den større risiko, en given plante har for at uddø i en lille sø, hurtigt kompenseres ved nyindvandring fra større søer, hvor risikoen for uddøen er mindre.

Det, der især giver planterne gode spredningsmuligheder, er tilstedeværelsen af frø og stumper af skud. Fisk har ikke tilsvarende robuste spredningsenheder og har derfor mindre chance for at blive transporteret fra sø til sø, så en 10-dobling af søarealet giver typisk for deres vedkommende anledning til mellem 50 og 150 % flere arter.

Antallet af undervandsplantearter stiger imidlertid ikke som angivet med øget søareal, hvis vandet er uklart. Det er vandet som regel, hvis det har et stort indhold af plantenæringssalte og dermed et stort indhold af planktonalger. Artsrigdommen er desuden lavere end forventet ud fra arealets størrelse, hvis vandet har et lavt indhold af hydrogenkarbonat. Sagt med andre ord rummer næringsrigt, uklart vand absolut ingen undervandsplanter, uanset størrelsen, og søer uden hydrogenkarbonat og meget lav pH-værdi er også meget artsfattige lige meget, hvor store de er (figur 22-5 og 22-6).

Jo flere fisk, der er pr. volumen i en sø, desto mindre er diversiteten af fritlevende og bundlevende smådyrarter, fordi fiskene fungerer som effektive rovdyr. Når fiskene forsvinder fra damme og småsøer, fordi de dør under vinterens isdække eller sommerens udtørring, så løsnes dyreplankton og bunddyr fra fiskenes tunge greb og bliver mere artsrige. I større søer er fiskene ikke i samme grad udsat for at forsvinde, deres antal stiger tværtimod som nævnt ovenfor med søarea­let. Derfor ser man, at antallet af planktoniske og bundlevende dyrearter kan falde med øget søareal – ikke fordi søarealet som sådan bliver større (figur 22-7), men fordi der bliver flere fisk.

Hvis man dog udelukkende sammenligner relativt næringsfattige søer med beskedne fiskebestande, så vil antallet af planktoniske dyrearter være konstant eller svagt stigende med øget søareal. Også antallet af bunddyrarter stiger med stigende søareal, da der bliver plads til større bestande. Forudsætningen for, at der bliver rigtigt mange bunddyrarter, er imidlertid, at der er en veludviklet undervandsvegetation, for det giver både ekstra plads, fysisk beskyttelse og føde til dyr, der lever af belægninger af mikroskopiske organismer på bladene eller af de levende eller døde planter.

Da planteplanktonets arter er mikroskopiske og uhyre talrige, så har de både en stor spredningsevne gennem lufthavet og ringe risiko for at uddø i søen. Derfor påvirker søarealet ikke antallet af arter i dem nævneværdigt. Til gengæld kan der ske en vis nedgang i antallet af arter i meget næringsrige søer med uklart vand og i sure søer. Igen er artsantallet størst i klarvandede søer med neutral pH-værdi og med springlag, for her er der mulighed for, at der om sommeren kan leve forskellige planteplanktonarter med tilpasninger til enten det varme overfladevand eller det kolde bundvand.