FIGUR 4-8. Da kontinenterne Laurasia og Gondwanaland stødte sammen til superkontinentet Pangæa, blev Den Hercyniske Bjergkæde foldet op. Rester af denne bjergkæde ses i Midt- og Sydeuropa, hvor den hedder Det Variskiske Foldebælte.

.

Da Den Kaledoniske Bjergkædefoldning i sin senere fase svejsede Laurentia og Baltica sammen langs den arktisk-nordatlantiske kaledoniske bjergkæde, var det ny superkontinent Laurasia som nævnt blevet dannet. Denne store kraton forblev intakt i omkring 350 millioner år indtil den i Kænozoikum brød op langs det, som i dag er Den Midtatlantiske Højderyg. Blokken skulle dog forinden nå at blive endnu større, da den under Den Hercyniske Bjergkædefoldning (figur 4-8) blev forenet med Gondwanaland til superkontinentet Pangæa.

Den Hercyniske Bjergkædefoldning strakte sig over tidsrummet fra Devon til Tidlig Perm. I den periode dannedes Appalacherne i Nordamerika, Det Mauretanske Foldebælte i Nordafrika og Det Variskiske Foldebælte i Europa. Disse nu spredte foldebælter udgjorde en samlet bjergkæde i Tidlig Perm, da kontinenterne var samlet i superkontinentet Pangæa.

Det Variskiske Foldebælte

Den Hercyniske Bjergkædefoldning i Europa var som nævnt resultatet af en kollision mellem Laurasia og Gondwanaland. Begge kontinenter havde vandret passivt mod nord. Foldningen begyndte sent i Tidlig Karbon, da det hurtigere vandrende Gondwanaland kolliderede med den sydlige rand af det langsommere Laurasia. Kollisionen kulminerede med dannelsen af en bjergkæde, der strækker sig fra det nordlige Spanien over Bretagne og det centrale Tyskland til det sydlige Polen og videre mod øst. Den endelige lukning af Proto-Tethys oceanet, der lå mellem de to kontinenter, fandt sted i Sen Karbon for omkring 300 millioner år siden.

I Europa er bjergkæden fra denne foldning, Det Variskiske Foldebælte, øst-vest gående i modsætning til Den Kaledoniske Bjergkæde, som løber nordøst-sydvest. Bjergkæden er 2000 km lang, men vanskelig at tolke og kortlægge. Dels er den for en stor dels vedkommende dækket af yngre sedimenter, og dels er den delvist overpræget af den senere Alpine Bjergkædefoldning.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Den Hercyniske Bjergkædefoldning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig