Alle livsformer i Østersøområdet er indvandret fra de omgivende farvande eller fra søer og vandløb efter sidste istid – kun de såkaldte istidsrelikter er ældre (se senere). Under Østersøens forskellige udviklingsperioder med henholdsvis ferskvand eller brakvand har de etableret sig og har derefter enten overlevet eller er forsvundet igen, hvis forholdene atter blev ugunstige.

Immigranter fra perioden efter isens afsmeltning

De arter, som er vandret ind fra marine områder, er selvfølgelig dem, vi forbinder med saltvand: Hertil hører blåmusling, østersømusling, hestereje, tangloppe (f.eks. Gammarus locusta), tanglus (f.eks. Idotea balthica), torsk, rødspætte, skrubbe, pighvar, sild, brisling og savtang. Da alle de marine arter er indvandret igennem Bælthavet, er det også naturligt, at den største andel af dem findes i den vestligste del af Østersøen, i Femern Bælt og vestover, hvor saltholdigheden er højest.

Til den anden gruppe af immigranter, dem der kommer fra ferskvand, hører mange planter, en del snegle og fisk som aborre, sandart og gedde. Selvfølgelig findes disse immigranter især ved de laveste saltholdigheder i den indre Østersø. De findes dog også i Østersøens bugter og vige, hvor åer og floder løber ud, og i lavvandede fjorde og nor langs den nordtyske, polske og litauiske kyst.

Istidsrelikter

FIGUR 11-2. Istidsrelikten Saduria entomon's indvandringsveje.

.

FIGUR 11-3. En istidsrelikt, østersøkrebsen (Saduria entomon).

.

FIGUR 11-4. Pølseormen Halicryptis spinulosus.

.

Der findes en tredje lille, men dog meget interessant type af arter, som er helt speciel for Østersøen. Det er de såkaldte glaciale relikter, der allerede indvandrede under den sidste istid. Fælles for alle de glaciale relikter er, at de kræver koldt vand for at overleve; de findes derfor ikke på lavt vand.

Istidsrelikter fra de arktiske have

En del indvandrede, da indlandsisen tyngede landet så meget ned, at der var forbindelse forbi den skandinaviske is mod nord til Barentshavet, og i en periode også over Ladoga til det Hvide Hav og videre nordover (figur 11-2). Indvandringen skete i den tidsperiode, hvor Østersøen betegnes Yoldia-havet efter den arktiske musling Portlandia (Yoldia) arctica (se Yoldiahavet, Kattegatfjorden og Den Baltiske Issø).

De arter, der således indvandrede fra arktiske have, blev isoleret i Østersøen, da landhævningen i forbindelse med isens tilbagetrækning lukkede Yoldia-havets forbindelse til det arktiske hav. Yoldia selv har ikke overlevet i Østersøen, men fund af skaller viser, at Yoldia-havet og det arktiske hav var forbundne.

Andre immigranter fra de arktiske farvande har imidlertid overlevet de efterfølgende stadier af Østersøens udvikling og frem til i dag. Østersøkrebsen (Saduria (Mesidotea) entomon) er en sådan art (figur 11-3), men også hornulken (Triglopsis (Cottus) quadricornis) fandt vej langs iskanten og ind i Østersøen.

Flere af de marine immigranter blev i øvrigt isoleret i dybe søer, som opstod, da landet senere hævede sig på grund af isens afsmeltning. Således findes saltvandsslægten Saduria i dag i en ferskvandsform i de svenske søer Mälaran, Vättern, Vänern og fem nærliggende små søer.

Istidsrelikter fra ferskvand

Da Østersøen under isens afsmeltning var blevet en sø (Ancylus-tiden), kunne ferskvandsarter, der sandsynligvis havde overlevet istiden i søer længere østpå, vandre ind i Østersøen. Blandt dem, som har overlevet frem til vore dage, hører pungrejen Mysis relicta, tangloppen Monoporeia affinis og vandloppen Limnocalanus grimaldii.

Immigranterne fra ferskvand blev ligeledes isoleret i Ancylussøen, og i de områder, som siden er blevet til Østersøen, findes de overlevende arter i dag i en brakvandsform. At disse arter har overlevet som glaciale relikter skyldes en stor tolerance over for bl.a. saltholdighedsændringer, lavt iltindhold, og til dels også over for svovlbrinte.

Istidsrelikter fra Kattegat

Enkelte af istidsrelikterne er kommet til Østersøen vestfra under istiden, og de findes i dag kun i Østersøens sydlige og vestlige dele. Hertil hører muslingerne astarte (Tridonata (Astarte) borealis) og stor østersømusling (Macoma calcarea), som begge er typiske arktiske lavtvandsarter. Tangloppen Pontoporeia femorata, pølseormen Halicryptis spinulosus (figur 11-4) og pungrejen Mysis mixta hører også til denne reliktgruppe.

De er alle relativt modstandsdygtige over for iltmangel, men tåler ikke ferskvand. Derfor er det usandsynligt, at de indvandrede under Yoldia-tiden og siden har overlevet i Ancylussøen. De har mest sandsynligt levet i den nærliggende arktiske bugt, som Kattegat var på den tid. Da Ancylussøen i Littorina-tiden fik forbindelse til havet igennem det, der i dag er Bælthavet og Øresund, kunne arterne indvandre fra vest. På den tid blev Østersøens saltholdighed højere.

I Skagerrak og Kattegat er de netop nævnte arter siden forsvundet eller forekommer kun sporadisk. Hermed blev bestandene i den vestlige Østersø isoleret og fik reliktkarakter.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet De levende organismers indvandring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig