Strengt taget kunne dette afsnit handle om afgrødeplanterne hvede, byg, raps osv., for hensigten med dyrkede marker er jo, at der skal gro afgrødeplaner i dem. Men der gror også vilde planter i dem – det er dem, man kalder ukrudt (figur 9-2), og det er dem, kapitlet drejer sig om.
De dyrkede markers planteliv og dets tilpasninger
FIGUR 9-2. Ingen vilde planter er pr. definition ukrudt. Men nogle plantearter betragtes som ukrudt, når de optræder i store mængder i afgrøden eller på anden måde skader den. Fandens mælkebøtte kaldes af mange for en ukrudtsart, men mælkebøtter i vejkanten er ikke ukrudt. Det er en vild plante, og vi nyder synet af den i forsommeren.
De vilde markplanteres oprindelse
Markens vilde planter har forskellig oprindelse. Nogle hører naturligt hjemme i danske naturtyper. Andre er indslæbte og enkelte er kulturflygtninge, dvs. indførte prydplanter, som har indtaget markerne som levested, eller kulturplanter, der tidligere har været udsået som afgrøde på arealet (tabel 9-1).
De hjemmehørende, vilde plantearter i markerne vokser naturligt på steder, der kan minde om den dyrkede mark. De fleste af dem er enårige. De vokser på urolig bund med blotlagt jord, hvor de kan spire frem, vokse op og sætte frø uden større konkurrence fra flerårige arter. Især strandvolde med næringsrigt tang, men også tidvist våde arealer, vældmoser, klitter og strandoverdrev har leveret enårige arter til de dyrkede marker. Kun fandens mælkebøtte, agerpadderok, ager-svinemælk, kruset skræppe, ager-tidsel og almindelig kvik er flerårige.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks
FIGUR 9-3 (a). Eksempler på arter, der forekommer på henholdsvis næringsfattige og næringsstofberigede jorde. Tegning a viser en rødknæ.
FIGUR 9-3 (b). Almindelig stedmoderblomst.
FIGUR 9-3 (c). Liden nælde.
FIGUR 9-3 (d). Almindelig fuglegræs.
FIGUR 9-4. De enårige planter, som udgør hovedparten af de vilde planter i marken, består af en grundenhed med blade og blomster. Her illustreret med almindelig pengeurt. Enheden gentages i form af sideskud, så længe vækstforholdene tillader det. Med denne plasticitet har planten mulighed for at producere fra 1 kapsel med frø under dårlige forhold til i gennemsnit 60 kapsler pr. plante.
| FIGUR 9-3. Eksempler på arter, der forekommer på henholdsvis næringsfattige og næringsstofberigede jorde. Rødknæ, almindelig stedmoderblomst, liden nælde og almindelig fuglegræs. Tegning: J. Overgaard Christensen. |
Afsnit fortsætter her.
Nogle af de flerårige, vilde arter i marker med flerårig omdrift træffes naturligt i de biotoper, der ville have været på arealet, hvis det ikke var blevet opdyrket. Det drejer sig om lav ranunkel, ager-mynte, kær-galtetand, almindelig hønsetarm, hvid-kløver og tusindfryd fra fugtige enge, grå bynke fra tørre, åbne kratbakker og rødknæ fra klitheder.
| Oprindelse | Eksempler | Oprindelig biotop i Danmark |
|---|---|---|
| Naturligt hjemmehørende i Danmark | Fuglegræs Vej-pileurt Hvidmelet gåsefod Svine-mælde Burre-snerre Lugtløs kamille Almindelig brandbæger Fandens mælkebøtte Ager-padderok Kruset skræppe Ager-svinemælk Almindelig kvik | Strandvold med næringsrigt tang |
| Tudsesiv Musehale | Tidvis våde arealer | |
| Bidende pileurt Bleg pileurt | Vældmoser | |
| Almindelig stedmoderblomst Hejrenæb | Klitter og strandoverdrev | |
| Indslæbte i forhistorisk tid | Kiddike Klinte Snerle pileurt Fersken pileurt Almindelig spergel Enårig knavel Rød tvetand Kornblomst Korn-valmue | |
| Indslæbt i nyere tid | Grøn høgeskæg Skive kamille Vår-brandbæger Korthåret kortstråle Nat-limurt Opret amarant Kirtel kortstråle | |
| Kulturflygtninge | Storkronet ærenpris | |
| Udsået som afgrøde i marken tidligere | Byg i roer Raps i korn |
En del af markens vilde planter er indslæbt til Danmark fra Asien og Sydeuropa sammen med såsæd af kornarterne. Det gælder arter som kiddike, klinte, snerle-pileurt, almindelig spergel, kornblomst og korn-valmue. Flere af de indslæbte arter har relativt store frø og forekom som urenheder i såsæden. Kiddike er nu sjælden, og klinte er helt forsvundet fra markerne på grund af mere effektiv rensning af såsæden, og fordi dens frø ikke kan overleve i jorden.
Fra midten af 1800-tallet indførtes frøpartier af nye kulturarter til græs- og kløvermarker. Med dem fulgte arter som grøn høgeskæg, skive-kamille, vår-brandbæger og opret amarant. I nyere tid er også kirtel-kortstråle kommet til. Nogle af de indslæbte arter er så små og sjældne, at de aldrig har skabt problemer for dyrkningen, f.eks. spydbladet torskemund, liden torskemund og liden vortemælk.
Markens vilde planter afspejler bl.a. de lokale økologiske forhold. Rødknæ og almindelig stedmoderblomst findes f.eks. i de næringsfattige og ofte sure marker, mens almindelig fuglegræs og liden nælde findes i de næringsstofberigede og mere basiske marker (figur 9-3). Denne forskel viser sig også som forskel i arternes forekomst i hhv. Vest- og Østdanmark, da de næringsfattige og sure jorde især optræder i vest og de næringsrige og basiske jorde i øst. Men selv om Danmark er et lille land, er der også andre forskelle i ukrudtsfloraens forekomst. F.eks. er spydbladet torskemund, liden vortemælk, liden torskemund og korn-ridderspore tilpasset de forhold, der især findes i landene sydøst for os – de har en sydøstlig udbredelse (se Mønstre i det åbne land og de følgende afsnit) – og de træffes derfor især på Øerne og er ikke set nord for Limfjorden.
Tilpasning
De vilde planter, der kan forekomme i årlig eller få-årlig omdrift, er tilpasset urolige levevilkår. De fleste arter er enårige. De spirer frem, når kårene er gunstige, og de kan tilpasse deres størrelse til vækstbetingelserne. De kan således hurtigt afslutte væksten og sætte nogle få frø, hvis der opstår ugunstige forhold, f.eks. tørke, eller de kan under gunstige forhold fortsætte væksten og sætte mange frø over en længere periode (figur 9-4). Når marken pløjes, begraves frøene under jordoverfladen og indgår i banken af hvilende frø (frøbanken). Derved gemmes de også væk fra frøædende dyr på jordoverfladen. De kan på denne måde overleve i mange år.
Også deres fremspiring er tilpasset livet i marken, idet frøene kun spirer, hvis der foregår en fysisk bearbejdning af jorden, og hvis der er lys og varme. Jordbehandlingen kan provokere frøene til at spire efter mange år i jorden ved, at frøskallen bliver ridset en smule, så de kan optage vand, og ved at de bliver udsat for lys. Desuden kræver mange ukrudtsarters frø kraftige temperaturudsving i jordoverfladen for at spire. Sort jord med en nysået afgrøde bliver netop meget varm på en solbeskinnet forårsdag.
Til gengæld er de fleste vilde markplanter fra naturens hånd dårlige til at sprede sig over længere afstande. De falder til jorden dér, hvor moderplanten stod, og spirer frem samme sted, når det bliver deres tid. Kun få spredes med dyr, f.eks. burresnerre og gold hejre, og enkelte, fandens mælkebøtte, grå bynke og arter af brandbæger, kan spredes med vinden. Med menneskets hjælp kan de imidlertid spredes fra mark til mark med afgrøder, jord og maskiner.
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet De dyrkede markers planteliv og dets tilpasninger.
- Forrige afsnit er De vilde markplanters levevilkår
- Næste afsnit er Forandringer i det dyrkede land
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.