Danmarks biogeografiske placering

Ovenstående betragtninger har taget udgangspunkt i det nationale: arterne, der er knyttet til naturtyperne i det åbne, danske land. Hvorledes er det åbne lands arter så placeret i en større biogeografisk sammenhæng: Hvor er vore arter ellers udbredt på kloden? Hvor kommer de fra? Går de frem eller tilbage andre steder?

Der findes stort set ingen arter i Danmark, som ikke også forekommer andre steder i verden. Vi har altså meget få såkaldt endemiske arter, arter der udelukkende forekommer i Danmark. Dette skyldes sandsynligvis både, at landet er lille og uden voldsomme geografiske barrierer, og at den tid, der er gået, siden landet var tundra eller isdækket, er kortere end den tid, der normalt er nødvendig for udvikling af helt nye arter.

De nuværende naturligt forekommende arter er indvandret efter isens tilbagetrækning og er, efterhånden som klima og jordbund og kystlinjer har ændret sig imod de nuværende forhold, trængt frem fra de områder vest, syd og sydøst for Danmark, som ikke havde arktisk klima. Arternes udbredelse har ændret sig i takt med forandringer i de klimatiske, geologiske og geografiske forhold, men kun i det omfang, deres spredningsevne har kunnet følge med. Grænserne for arternes nordlige udbredelse må altså betragtes som en frontlinje i arternes spredning, mens der for arter, der har sydgrænse i Danmark snarere er tale om en tilbagetogslinje.

Selv om landets areal er beskedent, er der alligevel en del arter, der har udbredelsesgrænse her. Derudover er der en hel del arter, hvis danske forekomster ligger så yderligt i forhold til deres udbredelsesområde, at de må betragtes som geografiske forposter. Vi kan således tale om nordlige arter, altså arter med hovedudbredelse nord for Danmark, og tilsvarende for de øvrige verdenshjørner. Netop disse arter kan give oplysning om, hvorledes den danske natur skal forstås i europæisk biogeografisk sammenhæng.