Bundens dyreliv og eutrofieringen

I Esrum Sø, hvor dyrene i barbundszonen har været undersøgt siden 1950, har man prøvet at sammenkæde udledningen af spildevand til søen med ændringer i længden af den iltfrie periode og dyrenes antal (figur 16-13 og tabel 16-2). Sammenligningen er ikke simpel, fordi en række andre faktorer end spildevand indvirker på iltforholdene i bundvandet og på dyrenes evne til at overleve. På figur 16-13 kan man se, at den iltfrie periodes længde har været stigende siden begyndelsen af dette århundrede – formentlig på grund af den almene kulturpåvirkning i oplandet. Massiv udledning af spildevand fra Fredensborg i perioden 1960 til 1970 har tilsyneladende ikke øget længden af den iltfrie periode markant, ligesom ophør af spildevandsudledning ikke har nedsat stigningstakten.

Tilsyneladende har algeplanktonets biomasse (målt som sigtdybden) stort set været uændret siden begyndelsen af 1950’erne. Det betyder for det første, at algeplanktonets produktion stort set har været uændret i denne periode, og for det andet, at der til stadighed tilføres barbundszonen mere organisk stof, end der bliver nedbrudt. Der opbygges derfor langsomt en stadig større pulje af organisk stof i sedimentet. Til at nedbryde denne pulje kræves en stadigt stigende mængde ilt, som er årsag til, at iltsvindet starter tidligere og tidligere efter springlagets dannelse.

Selv om udledningen af spildevand ikke ændrede markant på længden af den iltfrie periode, faldt antallet af dyr i barbundszonen alligevel til det halve (tabel 16-2). Antallet af individer fordobledes igen, efter at udledningen stoppede, men den mængdemæssige fordeling mellem arterne var ændret. Oprindeligt fandtes der tre arter af ærtemuslinger (Pisidium) i barbundszonen. Én art er nu helt væk, men hverken børsteorme eller dansemyg er udryddet. Børsteormen Potamothrix hammoniensis, som er den art, der bedst er i stand til at bevare sin iltoptagelse trods faldende iltindhold, er gået frem og har fordoblet sit individantal fra 10.000 til 20.000 pr. m², mens Chironomus anthracinus og de to tilbageblevne Pisidium-arter, der ikke er så effektive iltoptagere, alle er gået tilbage.

Det stigende forhold mellem antallet af Potamothrix hammoniensis og Chironomus anthracinus (tabel 16-2) afspejler en generel forværret situation for bunddyrene i perioden fra 1954 til 1995. Det stigende antal af børsteormen hænger også sammen med den stigende mikrobielle nedbrydning i sedimentet, fordi den lever af bakterierne i sedimentet.

At Chironomus anthracinus overhovedet kan overleve to til tre måneders iltsvind i barbundszonen af Esrum Sø og ikke er på nippet til at uddø som i Hald Sø, er overraskende, fordi eksperimenter har vist, at larverne afhængigt af deres alder kun kan overleve iltfrie forhold i en til seks uger. Forklaringen skal måske findes i udformningen af Esrum Sø’s bassin. Søen kan sammenlignes med et meget stort og fladt badekar, hvor den dybe del (barbundszonen) dækker ca. 65 % af arealet på 17 km². Når springlaget udvikles, ligger det som et låg oven på det kolde bundvand, men vindens påvirkning får springlaget til at vippe op og ned med op til 2 m. Disse vipninger medfører, at der fra tid til anden i løbet af sommeren føres små mængder iltrigt vand ned over bunden. Den iltmængde, der tilføres, er meget lille og bruges hurtigt i bunden, men den er tilsyneladende stor nok til, at Chiromomus anthracinus kan klare størstedelen af sit stofskifte i den første halvdel af den tilsyneladende iltfrie periode ved iltkrævende processer. De udnytter proteiner, fedt og kulhydrater ligeligt, og da energiudbyttet samtidig er meget højere end ved den ikke-iltkrævende forgæring (se Barbundszonens dyreliv i søer med springlag), sparer larverne således på deres depot af glykogen. Det er først i den sidste halvdel af lagdelingsperioden, at larverne delvist skifter over til forgæring.

I Hald Sø er bassinformen helt anderledes end i Esrum Sø. For det første er søen meget mindre, det vil sige, at vindpåvirkningen er lille, og dernæst er søens dybe del lille i forhold til søens samlede areal. Springlaget bliver derfor ikke påvirket på samme måde som i Esrum Sø, og der føres ikke ilt ned over den dybe bund. Her starter larverne derfor med ikke-iltkrævende stofskifte meget hurtigt efter springlagets start og opbruger deres lager af glykogen og dør, inden omrøringen i efteråret igen bringer ny ilt ned til bundvandet.

Eutrofieringen påvirker også forholdene i bredzonen. Plantebælterne skubbes længere og længere opad for til sidst kun at bestå af en smal stribe rørsump. Det betyder, at de dyr, der er knyttet til undervandsplanterne, forsvinder. De erstattes af sedimentlevende dyr, som hovedsageligt består af tolerante dansemyg og børsteorme.

I den vindblæste bredzone tiltager de alger, der vokser på stenene, i mængde, og grønalgerne kan danne 1/2 m lange totter. Det betyder en øget aflejring af fine partikler på stenene, og selv om iltforholdene er gode om dagen, kan de blive kritiske om natten. Antallet af arter falder, mens antallet af individer blandt de tilbageblevne arter kan stige stærkt. Hvis der er tale om en vestvendt brændingskyst, kan vestenvinden skabe så store vandbevægelser, at de kan kompensere for det øgede iltforbrug, og stenene med tilhørende algemåtter beholder mange af rentvandsdyrene. Det er f.eks. tilfældet i østenden af den næringsrige Mossø, som har en 7 km åben vandflade mod vest.

Næsten alle vore lavvandede søer har fået tilført så store mængder næringssalte, at algeplanktonet har skygget bundvegetationen væk. Dette har medført en katastrofal tilbagegang for bunddyrene. Ikke alene bliver dyrene i vegetationen i bedste fald erstattet af de mere tolerante arter i sedimentet, men da vegetationens stabiliserende virkning på bunden også mangler, bliver bunden stort set ubeboelig. De store, lavvandede og eutrofierede søer med ustabile bundsedimenter har derfor et utrolig fattigt dyreliv på bunden, og næsten hele omsætningen i bunden er overtaget af bakterier.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Bundens dyreliv og eutrofieringen.

• Forrige afsnit er Barbundszonens dyreliv i søer uden springlag
• Næste afsnit er Søernes fisk