Brune frøer og klimaet

De „almindelige frøer“, som man ser hoppe omkring i græsset eller i skovbunden, kaldes de brune frøer. Karakteristisk er den sorte eller brunsorte „maske“ på hver side af hovedet; den går fra næseboret hen over øjet og trommehinden og slutter i en spids lidt oven for forbenet. Resten af kroppen kan være ensfarvet, plettet, eller med en gul længdestribe. Grundfarven kan variere meget – fra rødlig over brun til olivenfarvet eller næsten grøn. Men brun er det normale.

Der er tre arter af disse brune frøer, og de kan være svære at kende fra hinanden. Det er den butsnudede frø, den spidssnudede frø og springfrøen. På en del mindre øer og på Bornholm, lever kun springfrøen. I Jylland findes kun but- og spidssnudet frø. Men i visse egne af Fyn og den sydlige halvdel af Sjælland findes alle tre arter (figur 12-2). De tre arter reagerer forskelligt på klimaet, og det er med til at forklare forskellene i geografisk udbredelse.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Springfrøen kommer meget tidligt frem om foråret, typisk i marts, undertiden før. Det virker derfor negativt på bestanden med en streng vinter, især en streng senvinter. Efter de strenge vintre 1985, 1986 og 1995 gik bestandene stærkt tilbage, ikke bare i Danmark, men også i Sydsverige. Når disse tilbagegange sker samtidig over store områder og ikke bare lokalt, må de tilskrives vejret.

Bestandene af brune frøer kan følges ved at optælle antallet af ægklumper i vandhullerne om foråret. Da hver hun kun lægger én ægklump, kan man på denne måde registrere antallet af voksne hunner. Igennem en periode på 16 år er bestanden af brune frøer blevet talt op på denne måde i et udyrket militærterræn ved Vordingborg.

Her svingede bestandene af frøer meget fra år til år (figur 12-3). Vintervejret spillede en stor rolle. Tørre og kolde vintre (1996, 2003 og 2006) medførte, at bestandene dykkede i det første forår, men gik op igen i det følgende forår. Dette var mest udpræget for springfrøen. Et særlig dramatisk fald indtrådte i året 1995, som startede med en mild vinter; men midt i marts, da mange springfrøer var på vandring, satte det ind med frost, og det må have slået mange af dyrene ihjel. De ikke-kønsmodne dyr derimod havde bedst af at blive liggende i jorden og ikke blive lokket for tidligt frem. Det kan forklare, at bestandene gik frem i år 2 efter en streng vinter.

Også sommervejret spillede en stor rolle. Det er tydeligst for spids- og butsnudet frø. Efter den våde sommer 1991 var der mange frøer næste forår. Men den ekstremt tørre og varme juni måned 1992 gav bestandene af de to arter et knæk, og i den lange periode med tørre somre fra 1992 til 1997 kunne bestandene ikke komme op igen. Butsnudet frø uddøde næsten. Et nyt knæk kom efter den tørre sommer i 2000. Først derefter kom en periode med våde somre, da de to arter gik markant frem igen. Springfrøerne reagerede ikke nær så meget på de tørre somre. Åbenbart tåler de bedre en varm og tør sommer.

I den nordvestlige del af Danmark findes springfrøen slet ikke. Her er somrene fugtige og kølige, og vintervejret veksler, ofte med tilbageslag af kulde i det tidlige forår. I modsætning hertil har den sydøstlige del af landet ofte varme og tørre somre. Disse klimaforskelle forklarer måske springfrøens sydøstlige udbredelse.

Eksemplet her er fra Vordingborg-egnen. Fortsætter man mod sydøst til Lolland-Falster-Møn, er springfrøens dominans endnu mere tydelig. Her mangler butsnudet frø helt, og spidssnudet frø er ret fåtallig. Fund i forhistori ske lag viser, at butsnudet frø har levet på Møn. Det, som var lige ved at ske ved Vordingborg, er måske engang sket på Møn, nemlig at butsnudet frø ikke har kunnet overleve en række tørre, varme somre.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Brune frøer og klimaet.

• Forrige afsnit er Padder og krybdyr
• Næste afsnit er Arvelige forhold