Birkeskov

FIGUR 16-11. Birkesumpskov. Gammelmose, Vangede.

.

FIGUR 16-12 (a). Typiske svampe fra birkeskov. Rynket mælkehat.

.

FIGUR 16-12 (b). Typiske svampe fra birkeskov. Brun kam-fluesvamp.

.

FIGUR 16-13. Birkebladruller. Hunnen af denne snudebille lægger æg i birkeblade som den skærer til og ruller sammen.

.

Birkeskov er lys og let med en undervegetation, der især består af forskellige græsser.

Historie og udbredelse

Birkeskov er den ældste skovtype i Danmark, og birkeskov var den første form for egentlig skov, som rejste sig i Danmark i senistiden, i perioderne Bølling og Allerød. Tilmed er en birkerod fra Birkerød fundet dybt nede i et jordfaldshul, dateret til Yngre Dryas, dvs. ca. 12.000 før nu.

I takt med at de andre og mere konkurrencestærke træarter indfandt sig efter istiden, blev birkeskovens rolle i stor udstrækning indskrænket til pionerfasen – til den skov, som vandt frem efter bl.a. skovbrand, stormfald og rydninger – og som siden blev og bliver udkonkurreret af skyggetræarter.

Birkeskovens økologi

Birk er et udpræget pionertræ, som hurtigt kan erobre blotlagt jordbund og åbne områder og danne skov på både lav og høj bund. Vore to birkearter kan vokse på næsten hele spektret af jordbundstyper. På den våde bund er det især dun-birken, som er fremherskende, navnlig på den sure tørvebund.

På den næringsrige vådbund bliver dun-birken i stor udstrækning udkonkurreret af rød-el og ask, ligesom stævningsdrift også har været med til at fremme disse arter på birkens bekostning. De mest udprægede birkesumpskove træffes derfor på sur tørvebund, hvor el og ask ikke kan gro. Flere steder kan man dog møde begge arter i blanding, af historiske grunde eller fordi jordbundsforholdene er midt imellem.

Gamle birkesumpskove findes få steder i Danmark. En veludviklet, gammel forekomst af denne type, Porsemosen nær Holmegårds Mose, blev ryddet så sent som i 1990'erne. Læsø og Snarup Mose på Sydfyn rummer stadig store forekomster af gammel, birkedomineret sumpskov opstået ved tilgroning af henholdsvis marint forland med klitter og gamle tørvemoser.

Tilgroningsskov på granrydninger og fattig bund udgøres ofte af en blanding af birk, røn og tørst, stedvist med indblanding af stilk-eg og gran, hvor der er frøkilder. Disse tilgroningsskove vil på høj bund ofte blive overtaget af andre træarter, navnlig af en udpræget skyggetræart som bøg, mens birkeskovstilstanden er langt mere stabil på våd og sur tørvebund, fordi bøg og de fleste andre skyggetræarter ikke eller kun i begrænset omfang kan etablere sig og gro på den bund.

Birkeskovens vækst er ofte langsom, og i perioder kan mange stammer dø bort, men nye birke sår sig, hvor lyshullerne er tilpas store.

Ligesom i mange ellesumpe kan skovbunden i mange birkesumpskove være præget af tørvegravning. Oftest er grunden den, at tørvegravede enge og moser er sprunget i birkedomineret skov efter endt tørvegravning. I Store Vildmose er der således over 5.000 ha birkeskov i gamle tørvegravsområder. Birketilgroningen begrænser, i hvert fald for en tid, den forstyrrede moses mulighed for at gendanne sig som mose, fordi træernes rodtryk og øgede fordampning forstærker udtørringen, og de tørvedannende mosser skygges ihjel.

Skovbrugets birkeskov

Birk plantes kun sjældent i skovene, men flere steder har man udnyttet selvsået opvækst, udtyndet den og evt. underplantet den med andre træarter.

Plante- og svampeliv

Birkesumpskov kan være domineret af store stararter som kær-star og tykakset star eller af græsser som bl.a. eng-rørhvene. Floraen i den våde birkesumpskov eller birkemose vil ofte omfatte en række arter af mosser, især tørvemosser (Sphagnum) og i øvrigt bl.a. arter som blåtop, tranebær, revling, mosebølle, almindelig star, næb-star og eng-viol. Stedvist butbladet mangeløv og den sjældne kongebregne.

Birkemoser har ofte et meget artsrigt og karakteristisk svampeliv. Både dun- og vortebirk har ektomykorrhiza med en lang række forskellige hatsvampe, hvoraf særligt slørhatte, skørhatte og mælkehatte er fremtrædende og artsrige grupper. Rynket mælkehat er sammen med brun kam-fluesvamp allestedsnærværende på den våde bund, mens cinnoberskællet slørhat og almindelig bruskbold er karakteristiske arter på lidt mere tør bund.

Både på skovbunden og i kronlaget ser man meget ofte birkeporesvamp på nyligt døde træer og grene sammen med tøndersvamp. Meget mere sjældent kan man finde arter som birkeildporesvamp og tofarvet foldporesvamp, som vidner om birkemosernes slægtskab med de vidt udbredte birkeskove i vore nordiske nabolande, hvor disse arter har deres hovedforekomst.

Dyreliv

Birkene har flere hundrede bladædende insekter knyttet til sig, bl.a. den særprægede snudebille, bladruller, se figur 16-13.

Birkeskovens fremtid

Som følge af såvel naturgenopretning som et vådere klima må man forvente mere udbredte vådområder på sur bund. Dermed får selvsåede birke bedre vilkår. Også i det skovbrug, der satser på rekreative kvaliteter og jagt, må man forvente større indslag af et lystræ som birk. Så det er ikke utænkeligt, at birkeskov fremover bliver mere almindelig end i dag.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Birkeskov.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig