Arvelige forhold

Det er mærkeligt, at springfrøen klarer sig så godt i Danmark, for Danmark ligger på artens nordgrænse. Den burde slet ikke være så almindelig her. Den er almindelig i Mellemeuropa og bliver gradvist sjældnere nordpå, som man kunne forvente. I det nordtyske lavland findes den kun få steder. Det er helt uventet, at den igen bliver en meget almindelig art, som lever alle mulige steder, når vi kommer endnu længere nordpå, til de danske øer.

Det kunne skyldes, at vore springfrøer ikke er genetisk identiske med dem længere sydpå. Måske er der sket arvelige ændringer, som giver bedre tilpasning til vores koldere klima. Det er altid sådan, at jo lavere temperaturen er, jo langsommere udvikles ynglen. Uden en genetisk ændring vil dyrene altså udvikle sig langsommere end sydpå i det kolde forår her; men med en genetisk ændring kan udviklingstiden blive den samme heroppe, selv om temperaturen er lavere her. Det kan man påvise ved at anbringe æggene ved samme temperatur. Det har vist sig, at hvis æg anbringes ved samme temperatur (20 °C), udvikler æg fra Fyn sig meget hurtigere end dem fra Centraleuropa – nemlig på 40 % kortere tid. Dermed vil de også udvikle sig på kortere tid ved lav temperatur.

Det er dog især i Sydøstdanmark, at springfrøen klarer sig så godt. I Skåne derimod er den sjælden og findes kun ved østkysten. I Blekinge og Øland er den begrænset til bestemte typer af skovområder med lunt klima, og mest i nærheden af kysten.

Det næste spørgsmål er så, om der er sket en yderligere udvikling i Sydøstdanmark, som gør springfrøerne her endnu mere livskraftige? Ja, det ser det ud til. Der er lavet forsøg med at opdrætte springfrøyngel fra Fyn, Sjælland, Blekinge og Øland under identiske forhold. Og de viste, at haletudser fra Sjælland helt konsekvent gennemførte udviklingen ca. en uge hurtigere end de øvrige. Da de blev opdrættet under identiske forhold, må sjællændernes forspring skyldes arvelige forskelle.

En mulig forklaring på dette er, at de øvrige bestande har været relativt små og derfor også har haft relativt lidt arvelig variation. Men hvis først bestandene på Sjælland har lidt større arvelig variation end de andre, så har de større mulighed for at ændre sig genetisk og tilpasse sig til de lokale forhold. Dette giver så endnu større bestande med endnu større mulighed for arvelig tilpasning og så videre i en „god cirkel“.