Arter med udbredelsesgrænse i eller nær Danmark - kompasset rundt

Få åbentlandsarter har sydgrænse i Danmark (figur 15-17). Blandt planterne gælder det hvidgrå draba (figur 5-9) og hønsebær, som har deres danske forekomster i det nordlige Jylland og især på nordvendte skråninger, samt moseplanter som gul stenbræk, spydpil og multebær.

Nordvestlige plantearter begrænser sig til ganske få, som har tilknytning til Nordatlanten. Hestetunge, krum star og skotsk lostilk er nordatlantiske strandplanter, som har meget begrænsede forekomster på den nørrejyske ø, og mallemukken, som for nylig har ynglet på Bulbjerg, kan regnes til samme type.

En lang række nordligt udbredte fuglearter kan også træffes i det åbne land i Danmark – enten ynglende eller som vinter- eller trækgæster. Det gælder f.eks. almindelig ryle, almindelig hjejle, stor præstekrave, vindrossel, sangsvane og tinksmed. Tilsvarende kendes en del insekter, hvis larveudvikling finder sted i kilder med køligt vand.

Et nordøstligt bidrag udgør en række planter og dyr, der er indvandret mere eller mindre naturligt i forbindelse med plantning af nåletræsplantager. De hører hjemme i det nordeuropæiske nåleskovsbælte, taigaen.

Direkte øst for os kommer vi ind i den nordlige del af det tempererede løvskovsbælte. En lang række arter herfra har en vestlig forpost i Danmark, men det er hovedsagelig skovarter. Løvskovsbæltet er imidlertid ikke et samlet, tæt skovdække. Her findes (fandtes) også åbne områder, hvor jordbund, fugtighed eller forstyrrelse hæmmer udviklingen af en sluttet skov. Endvidere er (var) overgangen fra løvskov til græssteppe ikke en skarp grænse; en lang række arter, som har hjemme her, findes i Danmark i åbne krat og på græsland med spredte træer.

Blandt planterne har professor T.W. Bøcher påvist en gruppe af såkaldte skovsteppeplanter, hvoraf mange har vestgrænse i eller nær Danmark. Der kan f.eks. nævnes svalerod, kantet konval, benved og naur.

Til dyr med udbredelse øst for os hører så prominente fugle som hvid stork og trane samt klokkefrø, skimmelflagermus og brandmus. Blandt insekterne kan nævnes soldatertæge, moseperlemorsfugl og ildfugl.

Sydøst for os ligger der områder, som har haft græssteppevegetation. Det fremherskende klima her er varme og tørre somre og kolde vintre, og mange af områderne har under istiderne modtaget et rigeligt tilskud af kalkrigt støv, løss, som med faldvinde er blæst til fra gletschernes overflade (se Klimaarkiver). Disse frugtbare områder er i dag taget ind til kornavl og kvægavl, men man kan stadigvæk flere steder finde en meget artsrig steppevegetation.

I Danmark findes et lidt tilsvarende sammenfald mellem varme, tørre somre og kalkrig jord på bakker og klinter ved det sydlige Kattegat og bælterne, og her vokser mange arter med hovedudbredelse i de sydøsteuropæiske steppeområder. Man kan ligefrem tale om en speciel storebæltsflora. Lektor Anfred Pedersen gjorde opmærksom på dette forhold i 1962 og kunne opregne 20 arter, der kunne henføres til denne gruppe. Blandt arterne kan nævnes klæbrig limurt, soløje-alant (figur 8-19), vild asparges, hjorterod, ager-kohvede og dansk astragel (figur 15-18A og B).

Også vagtel, markpiber, kærsanger og springfrø tilhører dette steppeelement.

Vi skal ikke særlig langt sydpå, før Pyrenæerne, Alperne og Karpaterne danner spredningsbarrierer for mange dyr og planter. samtidig adskiller disse tværgående bjergkæder det subtropiske Middelhavsområde fra det tempererede område længere nordpå. Det er derfor forståeligt, at vi ikke har særlig mange rent sydlige arter i det åbne lands flora og fauna. Nogle få af arterne fra storebæltsfloraen hører dog til her – enblomstret fladbælg, liden sneglebælg og knopnellike er alle enårige med udbredelse i Middelhavsområdet (figur 15-18C).

Dyrene er mere mobile, så her er flere eksempler såsom hare, husmår, sydflagermus og sydmarkmus, vor eneste fugleedderkop (Atypus affinis) og sommerfuglen fransk bredpande (Pyrgus armoricanus).

Mod sydvest og vest ligger det atlantiske område, som er præget af rigelig nedbør og ret få solskinstimer. Denne kombination giver, især i forbindelse med sandede og grusede jorde, mulighed for stor udvaskning af næringsstoffer, så næringsfattige og sure jorde er almindelige.

Ved de atlantiske kyster findes store marsk- og klitområder. Det kan derfor ikke overraske, at de fleste af vore sydvestligt og vestligt udbredte arter er knyttet til hede, klit og marsk. Hedelyng, klokkelyng og visse-arterne er gode eksempler fra heden (se kapitlet Lynghederne). Fra klitterne kan nævnes klit-star og klit-limurt, mens strand- og strandengsplanter omfatter strand-annelgræs, stilkløs kilebæger, tætblomstret hindebæger, dansk kokleare og strandsennep (se kapitlet De eksponerede kyster og kapitlet Strandengskysterne).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Arter med udbredelsesgrænse i eller nær Danmark – kompasset rundt.

• Forrige afsnit er Danmarks biogeografiske placering
• Næste afsnit er Kan de biogeografiske grænser i Danmark forklares?