FIGUR 12-12. Almindeligt firben.

.

Almindeligt firben (figur 12-12) kaldes også skovfirben eller levendefødende firben. Det findes i næsten alle landets dele.

Et typisk levested er de åbne, solbeskinnede områder omkring skovsøer. Firbenene er også meget almindelige i næringsfattige moser med spredt krat, i den grå klit og i sandede områder hvor partier med lyng veksler med nåleskov. I åbent terræn holder de tit til ved hegnspæle eller på steder, hvor der ligger stenbunker eller bunker af pæle – f.eks. bundgarnspæle nær stranden.

I varmt vejr om sommeren er firbenene så livlige i varmen, at de løber væk i vegetationen inden man når at se dem. Man hører blot en let puslen, når man går forbi. Hvis man skal se firbenene, skal det ske i køligt vejr, hvor de er nødt til at solbade en del af tiden. Det sker lettest om foråret, hvor vegetationen er så kort, at den ikke skjuler dyrene.

Overvintringen sker et lille stykke nede i jorden, f.eks. under græstuer. I marts måned kommer hannerne frem og begynder at solbade. Nogle uger senere kommer ungerne, og senere igen, oftest sidst i april, kommer hunnerne frem. Fødslen af ungerne (3 til 10 stk.) sker typisk omkring 1. august. For de fleste individer slutter sæsonen i sidste halvdel af september, men især hannerne kan være fremme langt ind i oktober.

Hanner bliver kønsmodne i løbet af 2 år. For hunner tager det enten 2 eller 3 år.

Føden består af alle mulige slags smådyr, i størrelse fra 1 mm op til 15 mm. Der kan være forskel fra individ til individ med hensyn til, hvilke fødeemner der foretrækkes. I en dansk undersøgelse viste det sig, at de vigtigste fødeemner var cikader og edderkopper (tabel 12-1).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Almindeligt firben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig