Almindelig ryle

Den almindelige ryle, der nu også kaldes engryle, er en lille, stærestor vadefugl, der optræder talrigt ved de danske kyster under trækket forår, sensommer og efterår. Det er overvejende nordlige trækfugle, vi ser. Men som dansk ynglefugl er den ikke længere almindelig. Arten har gennem de seneste årtier gennemløbet samme udvikling som brushanen, og ynglebestanden tæller i dag under 350 par (tabel 13-3). Den baltiske bestand af den almindelige ryle (racen Calidris alpina schinzii) tæller totalt 1250 ynglepar og har sin vestgrænse her i landet. Danmark har således et betydeligt internationalt medansvar for at sikre denne bestands overlevelse.

Almindelig ryle var som brushanen tidligere en karakterfugl i strandengen og deres krav til ynglestedet ligner hinanden. Engrylen yngler nu kun på en fjerdedel af de lokaliteter, der husede ryler i 1970 (figur 13-16). De vigtigste ynglelokaliteter er Tipperne og Værnengene, Bygholm Vejle, Harboøre og Agger Tanger samt Rønnerne på Læsø. Disse seks lokaliteter rummer 80 % af den danske bestand. Engrylen yngler med små bestande på yderligere godt 30 lokaliteter, næsten alle i det vestlige og nordlige Jylland.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 13-16 (a). Almindelig ryle.

.

FIGUR 13-16 (b). Tre situationer fra hhv. 1970, 1986 og 2002, der viser hvordan almindelig ryles udbredelse markant er indskrænket i Danmark.

.

FIGUR 13-16 (c). Rylens udbredelse i 1986.

.

FIGUR 13-16 (d). Rylens udbredelse i 2002.

.
FIGUR 13-16. Tre situationer fra hhv. 1970, 1986 og 2002, der viser, hvordan almindelig ryles udbredelse markant er indskrænket i Danmark. Efter Thorup, 2003. Tegning: J. Frimer Andersen.

Afsnit fortsætter her.

TABEL 13-3. Udviklingen i bestande af englevende vadefugle. Efter Grell, 1998; O. Thorup, pers. medd.
Art Bestande ca. 1975 Bestande i 2000 Ændring i bestande (%) Ændring i udbredelse* (%)
Strandskade 7.000 10.000 + 43 + 20
Vibe 100.000 35.000 - 65 - 2
Almindelig ryle 850 350 - 60 - 48
Brushane 900 150 - 83 - 65
Dobbeltbekkasin 3500 2750 - 20 - 29
Stor kobbersneppe 900 700 - 22 - 35
Rødben 20.000 12.000 - 40 -15
* Forskellen i antallet af atlaskvadrater med yngleregistrering af arten i 1970 sammenlignet med i 1995.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Almindelig ryle.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig