Agerhøne

Det er ofte om vinteren, at man får øje på agerhønseflokken. Især hvis der er nyfalden sne (figur 13-25). Fra bilen ser man gerne 7-8 tætliggende „knolde“ klumpet sammen på marken. Men kigger man nærmere efter, kan det vise sig at være en flok agerhøns, der trykker sig sammen i vinterkulden. Denne hønsefugl er standfugl og forbliver i sit yngleområde året rundt.

Agerhønsene er blevet lidt nemmere at få øje på, fordi skjulestederne er væk. Diger, markveje, skel, hegn, udyrkede vilde hjørner og andre småbiotoper er i vidt omfang blevet nedlagt for at opnå store, ensartede dyrkningsflader. Agerhønen er af denne grund og som følge af fødemangel gået meget tilbage over de seneste årtier, se boks 9-3 i Pesticidernes direkte betydning.

Tilbagegangen har bl.a. givet sig udtryk i et markant fald i jagtudbyttet siden 1960 (figur 13-26). Et fald, der er sket på trods af, at jægerne som kompensation har øget udsætningen af kunstigt opformerede „skydefugle“.