Af de mange tekniske opfindelser fra 1900-tallet er de geofysiske målinger blandt de vigtigste. En geologisk undersøgelse havde hidtil bestået i at beskrive, hvad man så på jordoverfladen, i klinter og i råstofgrave. Det kunne give et indirekte billede af, hvad man kunne forvente at finde dybt nede i jorden. Man kunne så bore ned gennem jorden, men det gav kun oplysninger om jordlagene i et enkelt punkt, nemlig der, hvor man borede. Hvordan lagenes rumlige fordeling var, kunne man kun opstille modeller for. Disse problemer rådede geofysiske målinger bod på.
Ved en geofysisk måling bestemmer man jordlagenes tykkelse og hældning ved at sende strøm, lydbølger eller magnetfelter ned gennem jorden. Hvert jordlag „reflekterer“ de nedsendte signaler på forskellig vis, og når de reflekterede signaler kommer tilbage til jordoverfladen, kan man omsætte dem til oplysninger om de lag, der reflekterede dem. Man kan f.eks. bestemme lagenes tykkelse, hældning og dybde under jordoverfladen. Man kan også måle jordens egen lokale tyngdekraft eller magnetisme. Metoden giver et mål for, hvad jordlagene består af. Når man kender lagenes tykkelse og forløb, har man et fint rumligt billede af undergrunden. Det bruges især til samfundsøkonomiske undersøgelser som kortlægning af vand, råstoffer og jordbundens bæreevne til bygge- og anlægsarbejder.
Allerede i 1930'erne iværksatte Victor Madsen (1865-1947) som direktør på Danmarks Geologiske undersøgelse geofysiske undersøgelser efter naturgas, olie og især salt i den danske undergrund. Det førte også til, at der efter 2. Verdenskrig blev foretaget en række dybdeboringer i landet og senere i Nordsøen. Denne spændende, men også skandaløse historie om jagten efter salt og olie er beskrevet i kapitlet om Råstoffer. Man fandt til sidst den værdifulde olie i nordsøen, men bl.a. fandt man også en dybt begravet grundfjeldsryg, den der kaldes Ringkøbing-Fyn Højderyggen.
Kortlægning af grundvandet var et område, der udviklede sig kraftigt gennem 1900-tallet. Bl.a. indførte Theodor Sorgenfrei (1915-1972) geofysiske undersøgelser til kortlægningen i 1950'erne. Et andet væsentligt tiltag var DGUs borearkiv, som blev oprettet i 1926 under ledelse af Hilmar Ødum (1900-1975). Borearkivet er i dag en enestående samling af data.
De geofysiske målinger var også velegnede til at undersøge Jordens indre; et område, hvor man hverken selv kunne komme eller bore ned til. Bl.a. blev fysikeren Inge Lehmann (1888-1993) internationalt berømt, da hun i 1936 opdagede, at jorden har en ydre og en indre kerne (figur 2-18).
De mange og store bygge- og anlægsarbejder op gennem 1900-tallet førte også til ny metodeudvikling. Det var de såkaldte geotekniske metoder, som kort sagt skal afgøre, om jordbunden holder til en bro, en vej eller lignende. Ellen Luise Mertz (1896-1987) var grundlæggeren af denne disciplin i Danmark (figur 2-19). Hun startede som uuddannet assistent på Danmarks Geologiske undersøgelse, men på Victor Madsens opfordring blev hun ad omveje uddannet til geotekniker. Blandt hendes mest betydningsfulde opgaver var jordbundsundersøgelserne til den gamle og den nye lillebæltsbro. Opgaven til den gamle bro fik hun allerede i 1920, i en alder af 24 år, da ingen andre geologer turde påtage sig den.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.