1700-tallet

FIGUR 2-4. En „sølvstuffe“ fra de danske sølvminer ved Kongsberg i Norge.

.

FIGUR 2-5. Søren Abildgaard (1718-1791) var den første, der grundigt beskrev Stevns Klint.

.

Niels Stensen og hans samtid i 1600-tallet så studiet af naturen som en mulighed for at få indblik i Guds fantastiske skaberværk. 1700-tallets videnskab var derimod kendetegnet ved, at man foretrak det, som kunne måles og vejes, og undgik vidtløftige eller religiøst prægede spekulationer. Helst skulle videnskaben være nyttig, så man kunne forbedre menneskets tilværelse, og naturen blev set som en råstofkilde for mennesket.

Nytteaspektet ses tydeligt af de landskabsbeskrivelser, der blev udgivet i 1700-tallet. Baggrunden var de økonomiske idéer, man havde i midten af 1700-tallet, hvor man med sine beskrivelser af de danske landsdele ønskede at få et overblik over de ressourcer, som landet rådede over. Til støtte for udforskningen oprettede man Videnskabernes Selskab i 1742. Den samfundsøkonomiske tankegang lå også bag udnævnelsen af Andreas Birch (1716-1763) til kongelig mineralinspektør i 1753. Han rejste rundt i det danske rigsfællesskab, dvs. Danmark, Norge og Slesvig-Holsten, for at finde brugbare mineralforekomster.

Et andet kendetegn ved 1700-tallet var adelens og de velstillede borgeres interesse for private naturaliekabinetter. Disse samlinger havde ikke en senere tids specialiserede opdeling, men rummede konkylier, sten, mineraler, dyr i sprit, oldsager og andre mærkværdigheder. En af de betydeligste danske samlinger tilhørte kongens minister grev Adam Gottlop Moltke (1710-1792). Den rummede bl.a. fossiler fra kridtaflejringerne ved Stevns og Løgstør, og sølv fra Kongsberg i Norge, der dengang var dansk område (figur 2-4).

Landskabsbeskrivelserne

FIGUR 2-6 (a). Søren Abildgaards tegning af Stevns Klint fra 1751.

.

FIGUR 2-6 (b). Søren Abildgaards tegning af Møns Klint fra 1781.

.

De beskrivelser, der blev lavet af de danske rigers natur, var dog stadig sparsomme på oplysninger om jordlag og landskabsformer. Det var mest registreringer og i visse tilfælde en undren over, hvordan de var dannet.

En af de første landskabsbeskrivelser, der også indeholdt geologiske oplysninger, blev udført af Søren Abildgaard (1718-1791) (figur 2-5). Han, der var far til den kendte kunstner Nicolai Abildgaard, var selv en dygtig tegner, hvilket skaffede ham den statslige stilling som omrejsende registrator af både natur- og kulturminder. I 1751 udkom hans beskrivelse af Stevns Klint, med fine tegninger af forstenede søpindsvin og brachiopoder, og i 1781 en beskrivelse af Møns Klint (figur 2-6). Det var de første beskrivelser af de to kendte danske kridtklinter.

Ved Stevns Klint fandt han „mineraliserede Søe-Æbler eller Søe-Pindsvin“, som han kalder dem (figur 2-7). Hans konklusion var, at kridtet måtte være rester af gammel havbund fra Syndfloden. Selve klinten var opskudt af underjordisk ild. Ved at bruge Syndfloden som forklaring holdt han fast ved biblens verdensforståelse, men i beskrivelsen af Møns Klint går han bort fra teorien om Syndfloden. Han havde set, at fossilerne måtte stamme fra et tropisk hav, så der måtte være sket underjordiske eksplosioner, hvorved materialet var blevet slynget til Danmark fra varmere egne af Jorden. Hans teori ligner meget andre af 1700-tallets populære, katastrofeprægede teorier.

Abildgaard havde også observeret kridt i Jylland og mente derfor, at der var kridt under hele Danmark, men at det blot var synligt i enkelte klinter.

Et tredje af tidens store oversigtsværker var „Det danske Atlas“ af Erich Pontoppidan (1698-1764) (figur 2-7). Det udkom i syv bind i årene 1763-1781 og var et typisk eksempel på 1700-tallets idéer om altomfattende encyklopædier. Alt skulle registreres. Pontoppidan nævner bl.a. Den Jyske Højderyg og fund af fyrretræ i de danske moser. Det sidste undrede ham, da fyrretræer heller ikke var hjemmehørende i Danmark på hans tid. Han var også i Faxe Kalkbrud, hvor han fandt „Søe-Væxter og Søe-Dyr, som viise, at Havet engang har været her“. Ligesom Abildgaard mente han, at kalken fandtes under hele Danmark, og at det hørte til den faste undergrund ligesom Bornholms granit.

Hverken Abildgaard eller Pontoppidan beskæftigede sig med nytteværdien af f.eks. kridtet i klinterne, så måske var deres arbejde bare at registrere.

Universitetsgeologi

FIGUR 2-7. Tegning af et sediment med tornsnegle fra Erich Pontoppidans Danske Atlas. Stykket var fundet ved København, lå i grev Moltkes samling og opbevares stadig på Geologisk Museum i København.

.

I 1765 blev Morten Thrane Brunniche (1737-1823) ansat som den første egentlige professor i naturhistorie ved Københavns Universitet. Men hans karriere blev omskiftelig, da han under den progressive og enerådende kabinetsminister Struensee blev beordret til sølvminerne ved Kongsberg i Norge. Han slap dog i første omgang, da Struensee blev henrettet for landsforræderi. Men i 1789, i en alder af 52 år, blev han overflyttet til Kongsberg som overbjergværkskommissær og måtte efterlade sine tre børn i pleje i Danmark. Derfor blev der først igen forsket og undervist i geologi i 1795, hvor Gregers Wad (1755-1832) overtog professorembedet.

Universitets naturhistoriske samling var blevet købt af grev Joachim Godske Moltke (1746-1818), en søn af A. G. Moltke, og i 1810 slået sammen med hans egen samling til et museum ved universitetet, som Wad blev bestyrer af. Det eksisterer stadig under navnet Geologisk Museum.

At universitetsmuseet måske stadig bar præg af at være et rarietetskabinet, ses af en kommentar fra den tyske geolog Leopold von Buch (1774-1853), der besøgte Wad i 1806. Von Buch savnede en videnskabelig idé bag museets opstilling. Han hørte i øvrigt til den tids videnskabelige skole, der kaldtes neptunisme, mens Wad gik ind for den rivaliserende holdning, plutonismen. Neptunismen var grundlagt af Abraham Gottlob Werner (1749-1817) i Tyskland og gik i korte træk ud på, at jordlagene var skabt af vand. Plutonisterne mente derimod, at jordlagene var skabt af underjordisk varme, og teoriens tilhængere var især franske og engelske geologer.

Under von Buchs besøg hos Wad gik de tur i København, og von Buch undrede sig over de mange granitkampesten, der var indmuret i husene. Han formodede, at de var sejlet til fra Norge, men Wad forklarede, at det var danske markog strandsten. At nordskandinaviske sten fandtes i Danmark, undrede von Buch. Heri lå kimen til istidsteorien, der fra 1800-tallet og frem til i dag skulle give så meget debat, men også så mange forklaringer på det danske landskabs udseende.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at man i 1700-tallet også beskæftigede sig med geologien i de danske besiddelser Grønland, Færøerne, Island og De Vestindiske Øer. Fra Grønland var det især Karl Ludwig Giesecke (1761-1833), der hjembragte omfattende mineralsamlinger.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet 1700-tallet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig